Anne Grete Hansen

Pens. økonom Glamsbjerg

› LÆS MERE

På denne første side må jeg tilstå, at du er en nyskabelse med kodelås. For jeg tør sørme ikke længere bære åbne tanker med i pilottasken eller efterlade dem i skuffen på mit sengebord.

Alle er efter mig lige for tiden. Slipseknuden har jeg rettet på, og det store udland forstår for det meste, hvad jeg siger. Det mangler da bare også, med al den teknik der er til rådighed med øresnegle og simultantolke.

Men, kære dagbog, det værste er mit eget parti. For jeg væltede jo Holger K. af pinden. Denne gammelkommunist, der troede han vidste det hele om partiets rolle i dansk politik. What in helvede (pardon my English) vidste han om fremtidens Danmark?

Kan Holger spille guitar, jeg spørger bare. Har han nogensinde medvirket i 4-stjerners middag og præsteret en Holger Special. Nej, vel. Hans uddannelse (hvad skal vi med statskundskab) gør jo ikke noget for projektet. Holger K. bliver aldrig salonfähig, han kan ikke det dér med oneliners. Han har sine stålsatte kæber og en masse hår på hovedet, men dét alene gør det jo ikke.

Men, kære dagbog. Far er ikke vred, far er skuffet. Bedst som jeg troede, at jeg havde opdraget mine politiske børn til taburetter, ministerbiler og alt det andet, der følger med ansvaret, så gik det galt. Vejen frem er ungdommen, specielt hvis de er modnet af mig. De har sørme fået ministerposter, ordførerskaber og die ganze (jeg kan ikke lige huske fortsættelsen), og hvad sker så?

Der kommer en underlig kvinde, som er illoyal mod mit lederskab. Som formaster sig til at stille op og anfægte, hvordan jeg har opdraget mine efterfølgere. Det er hård kost.

Og kære dagbog, mine nætter er på det sidste blevet lidt søvnløse. For, hvis denne gøgeunge i reden skubber mig ud en dag, hvad så? Skal jeg så, mig der har gjort mit parti regeringsfähigt, affinde mig med at blive sendt tilbage til Sdr. Bjert. Aldrig i livet. Jeg må kæmpe til sidste guitarstreng. Men tanken om Holger som udenrigsminister løber mig koldt nd af ryggen. I det store udland kan man ikke udtale hans navn. I det mindste hedder jeg Villy.

Noget er gået galt. Helt præcist hvad, véd jeg ikke. Om ikke andet har jeg timet min afgang sådan, at mine politiske børn er kravlet over forældelsesgrænsen for tildelingen af ministerpension. Det vil de nok ikke takke mig for. Utaknemmelighed er livets lod.

Men, kære dagbog, heldigvis behøver jeg ikke at blive skolelærer igen. Tanken om Pythagoras læresætninger, som Helle lige har lanceret, det er altså for meget.

Godt, jeg har dig.

Villy