Preben Wassmann

Officer/major Kjellerup

› LÆS MERE

Det kan lyde forjættende når jeg til udlændinge skal forklarer om den Danske velfærdsmodel. Du kan fortælle om den lykkeligste befolkning i verden, og at alle solidarisk sikre de svageste imod fattigdom og armod. Sygdomsbekæmpelse, nye sygehuse og en borgerservice, der næsten frit og stadig gratis, tager sig af snart ethvert problem der opstår.

En elastik eller en skrue kan dog strammes så meget at den enten springer eller som skruen knækker. I kampen for stemmer, eller måske omvendt, frygten for at miste stemmer, klamrer politikerne sig til taburetterne, og advarselssignalerne, vi alle kender, som alle ved er på vej, overhøres, og skruen strammes lige en tak mere for hver gang man ikke gør det nødvendige.

Grundlaget for samfundets eksistens er ungdommen. Ungdommens evner til at dedikere sig og med spænding og engagement, at kaste sig ud i tilværelsen, ”gå på mod”, lysten til at virke eller ideen om at blive den dygtigste, og derved skabe sin egen formue, der kan danne selvstændighed eller selvrealisering. Dette kombineret med opbygning af en vennekreds og et godt samliv.

Hvad er det så der gør, at Vi i Folkeskolen ikke kan skabe dette grundlag for vore unges ønske om en fremtidig dygtiggørelse gennem lærdom, venskab og netværk?

Hvorfor har Folkeskolen skabt flere og flere problematiske unge, og især drengebørn, der har det svært med lærdom og indordning i skolemiljøet, som også fortsætter forstyrrende ind i Gymnasierne?

Hvorfor er der så få unge der står frem, hvis nogle i det hele taget, og taler for alle de positive oplevelser, skøn indlæring dejligt engagement, kammeratskab, og er positive medspillere for modellen Folkeskolen?

Hvorfor sender selv dem der skulle være de største fortalere for en Folkeskolen deres børn i privatskoler, og viser herved at man enten er akademisk usolidarisk, eller har opgivet tanken om en god Folkeskole?

Der var engang, hvor pædagoger og hele læringsprocessen var højt anset. Hvordan og hvorfor har dette ændret sig?

Når hele grundlaget for vore arvtagere smuldrer i en uforløst læringsproces for de yngste, hvornår brister elastikken så, og hvornår er dette samfund så ikke længere et velfærdssamfund, men et udkantsland med for mange tabte generationer uden konkurrencelyst eller -evne?

Hvor længe kan en mindre og mindre elite underholde flere og flere selvskabte samfundstabere?

Med andre ord - Politikerne drejer skruen indtil den knækker, og befolkningen observerer det foregår, men ingen har kunnet stoppe det, hvorfor?