I 2001 fastslog Anders Fogh Rasmussen ”Vi behøver ikke eksperter og smagsdommere til at bestemme på vores vegne” og nedlagde derefter et mindre hav af organisationer og institutter, for tydeligt at pointere at den slags, har man ikke brug for. Med et rev Anders Fogh Rasmussen en af de stærkeste traditioner, i Danmark, midt over. Universiteterne blev skåret ned til benet, samtidigt med at kravene til de forskellige uddannelser blev sænket og man fjernede hele grundlaget for en anden lige så gammel tradition: Mesteruddannelserne. Tolv år efter er resultatet: En tydelig forringelse af universiteterne, massiv ungdomsarbejdsløshed og ren forvirring.

Ud med eksperterne, ind med eksperterne

Dem, der kan noget med hænderne skal nu presses igennem eksamener samtidigt med at dem, der kan noget med hovedet skal bruge det mindre. Og den frustration, det skaber er altid eksperternes skyld... eller er det?

Universiteterne presser et hav af studerende igennem et dyrt uddannelsesforløb, men formået er ikke længere målrettet viden, fordi mange af dem slet ikke har den nysgerrighed og videns glæde, som kendetegner enhver dygtig forsker. Det skal bare være effektivt. Der er blevet skåret væsentligt i al forskning, særligt grundforskningen. Ansættelsesvilkårene for højtuddannet ved universiteterne er blevet væsentligt forringede og Ph.d. forskere tvinges til at spilde tiden på endeløse pædagogiske krav, som regeringen presser ned over universiteterne.

Ungdomsarbejdsløsheden er eksploderet. Alle de unge, som ikke har lyst til en boglig uddannelse har ikke længere noget sted at være, fordi det sted de før passede ind i er væk. Det sted var mesteruddannelserne, men de boglige krav til mange af de unge forhindrer dem i at fuldføre eller starte. Hvor man før kunne få lærlinge, oplærer dem under håndværkernes solide og grundige mesteruddannelse, så er kravende, i dag, til eleverne blevet så massive, at alt for mange helt vælger det fra inden de overhovedet er begyndt.

Imens har VKO regeringen dyrket det negative billede af eksperterne og det de definerede som smagsdommeri, samtidigt med at VKO regeringen, for hvert nedlagt institut, erstattede det med et nyt – denne gang bare bestående, af deres egne valgte eksperter. Institut for Miljøvurdering med Bjørn Lomborg er et af de mere kendte og markante eksempler.

Der er rigtigt mange problemer, på grund af det VKO-regeringen gjorde i sin tid. Det kunne være let at mene, at de røde er uden ansvar og ikke selv har fået en betydelig politisk fordel ud af opgøret med ekspert-vældet. Det har de og derfor fortsætter SRSF-regeringen fuldstændigt i samme tråd som VKO regeringen. Et eksempel, hvor både blå og rød regering dannede fælles politisk trop var da Ph.d. forsker Ole Henrik Hansen, blev konfronteret midt i sin undersøgelse, om vilkår i vuggestuer. Det vil sige, inden der kunne fremlægges et egentligt resultat, så gik både blå og rød regering amok i medierne og råbte op om de dårlige vilkår, der er for vuggestuebørn. De angreb pædagogerne, uden egentligt belæg og uden at gøre opmærksom på, at en af grundene til at vilkårene er væsentligt forringede er på grund af massive nedskæringer, som både blå og rød regering støttede. Den journalistiske integritet var heller ikke nogen steder at finde i angrebet på pædagogerne, selvom enhver kunne finde alle relevante oplysninger på Ole Henrik Hansens hjemmeside, hvor han tydeligt beskrev forhold og parametre for sin igangværende undersøgelse. Det blev ukritisk konkluderet, at de eneste ansvarlige for de dårlige vilkår i vuggestuerne kun kunne være pædagogerne og deres ledelse. Og ingen gjorde specielt tydeligt opmærksom på, at det faktisk var en igangværende og meget omfattende undersøgelse, som ikke engang var afsluttet på det tidspunkt.

Det er ikke Ole Henrik Hansens forskning der er problemet. En forskers ekspertise. Det var politikerne der skulle have en politisk agenda sparket i gang, der skiftede fokus fra de negative omkostninger deres besparelser har for små børn, godt hjulpet på vej af dårlig journalistisk. Men hvem mon politikerne og journalisterne ender med at give ansvaret for en eventuel misinformering af befolkningen og den massive efterfølgende hetz på pædagogerne? Nok næppe hos dem selv. Det er faktisk særdeles politisk proaktivt, fordi Ole Henrik Hansens forskning muligvis kunne ende med at pege negativt hen på nedskæringerne, som en af de afgørende faktorer for forringelserne. Men uanset hvad det endelige resultat vil være af Ole Henrik Hansens forskning, så kan han nu affejes som værende en til af de her tåbelige eksperter, som Anders Fogh Rasmussen klart proklamerede, at ingen havde brug for. Og pressen har jo ytringsfrihed, så de kan jo skrive hvad som helst, uden at nogen holder dem ansvarlige. Ole Henrik Hansen kan affejes udelukkende fordi han er ekspert, for dem har vi jo ikke brug for, og nu har både pressen og politikerne suget det de ville have ud af hans omfattende og grundige arbejde. Længe før konklusionen på undersøgelsen overhovedet var færdig.

Hvad er resultatet?

Et af de virkeligt farlige resultater af opgøret med ekspert-vældet er udviklingen af fuldstændig ukritisk populisme, ligegyldige skyttegravskrige og etnokrater. Medierne og politikerne hidser sig op over ”Dovne Robert” og ignorerer meget belejligt ”Kræftsyge Johnny” – begrundelsen er en svada af flosker omkring ytringsfrihed og at det jo ikke er enkeltsagerne, der har nogen betydning (politisk), selvom det altid er det medierne fokusere på; enkeltsagerne. Selvom politikerne alligevel tager tid ud af deres travle kalender til at mødes med "Dovne Robert", men "Kræftsyge Johnny" bliver spist af med en overfladisk mail. Det vil sige: det er kun de enkelsager, som passer til partiernes politiske agenda eller avisernes budget, der har relevans for befolkningen. ”Dovne Robert” passer ind i de politiske agendaer og sælger aviser. Det gør ”Kræftsyge Johnny” ikke.

Selvom opgøret med de såkaldt onde eksperter har haft mange negative konsekvenser, så er det ikke slået helt igennem alle steder. Der er f.eks. en meget positive opblomstring af private foreninger, frivillige organisationer og virksomheder, som ikke vil acceptere den udvikling eller den indstilling, da den sker på bekostning af alt hvad der kendetegner Danmark: solidaritet, faglige respekt og omtanke. Overalt skyder de små organisationer, sociale iværksættere og foreninger op, hvis eneste formål det er at skabe opmærksomhed omkring de mange almindelige danskere, der kommer i klemme, blandt andet som følge af det ekspert-had Anders Fogh Rasmussen startede. Det gælder alt fra højtuddannede akademikere, journalister, socialrådgivere, håndværkere, advokater og private forretningsmænd.

Så mens det er lykkes, både rød og blå regering, at skabe en voldsom mistillid og mistro, især i forhold til eksperterne igennem de etablerede medier og ukritisk journalistisk, så blomstre tilliden og respekten frem online, især på de sociale medier, hvor alle de små mødes og videns deler på livet løs.