Efter denne eksplosive diskussion om Robert og hans 11-årige kærlighedsaffære med samfundsnasseri, er det måske på tide med en definition af det fantastiske ord; Dovenskab. Hvem bestemmer hvornår man er doven?

Lad os lige opfinde en fiktiv situation her. Lad os sige at Lars, tidligere succesfuld selvstændig fotograf, pludselig står uden beskæftigelse, og nu ser sig nødsaget til at tage et job som skraldemand – og takker nej – er vi så ude i dovenskab eller prioritering?

Som selvstændig arbejdede Lars utrolig mange timer, og elskede det, da fotografering var og er hans passion. Men krisen slog markedet oven i hovedet med en kæp, og Lars kunne ikke længere holde sig oven vande med sin virksomhed, som han efter 7 år blev nødsaget til at lukke ned.

Men hey, et job indenfor fotografering, eller i det mindste indenfor visuel kommunikation, burde da være muligt for en så erfaren mand som Lars?

Naturligvis ikke. Efter utallige ansøgninger og endnu flere kopper kaffe, kunne Lars simpelthen ikke finde arbejde indenfor sit felt.

Er det snobberi, hvis Lars ikke vil nedgradere til et andet felt, når han nu ligger inde med denne ekspertise? Selvfølgelig ikke. Hvem har lyst til at lave noget, som intet har med ens interesser at gøre?

Men er det så dovenskab, når Lars, af netop denne grund, vælger kontanthjælpen i et stykke tid, blot for at finansiere vejen til et, forhåbentligt, passende og relateret job?

Tja, Lars var da ikke doven, da han arbejdede 70 timer om ugen med fotografering, efterbehandling og opsætning af albummer. Men nu, hvor han ikke engang gider køre rundt med skrald fra kl. jeg-ved-ikke-hvad om morgenen, bliver han kaldt for en doven samfundsnasser, som blot tager den nemme løsning, fordi han er ”for god” til den slags arbejde.

Svaret er simpelt: JA! Det er dovenskab. Men det er god dovenskab, den omstændige af slagsen, som sørger for at du ikke mister forstanden i en tilværelse, hvor du ikke har hjertet med.

Ja, selvfølgelig bør man yde sit til samfundet, også selvom du ikke ender i drømmejobbet. Men det er altså ikke alle mennesker, som kan slukke hjernen dagligt og tage på arbejde. Denne zombie-tilværelse driver rigtig mange mennesker til vanvid, og bare fordi man selv er i stand til det, skal man ikke beskylde andre for dovenskab, blot fordi man selv synes man trækker en større del af slæbet.

Drømmejobbet skal man kæmpe for, og man kommer ikke til at leve af sin passion uden arbejde – tonsvis af arbejde. Mennesker er forskellige, så lad os nu passe på med alle de principper og fordomme.

I sidste ende handler det om at elske sit liv. Ikke hade andres.