Under min nylige rejse rundt i Afrika har jeg boet i en af Nairobis (Kenya) største slumkvarterer, Kayole, samt besøgt Kibera, Subsaharas største slumby. Det har været den største oplevelse i mit liv. Jeg havde regnet med at se halvdøde mennesker liggende på fortovet og en masse tiggere. I stedet så jeg liv, folk der gik på arbejde hver dag og tilmed en del grinende mennesker med et smil på læben. Jeg mener, at en af de største misforståelser der råder blandt den vestlige befolknings opfattelse af Afrika er, at Afrika er et fattigt kontinent. Dette er forkert. Afrika er derimod verdens mest politisk "fucked up" kontinent. Selv i de lande hvor der tilsyneladende er demokratier (lad os tage Kenya som et eksempel) er den politiske stabilitet meget skrøbelig, politiske valg træffes stortset på baggrund af etniske tilhørsforhold - men den udbredte økonomiske korruption er nok det aller største problem. Afrika er måske verdens rigeste kontinent, når vi snakker ressoucer. Befolkningstætheden har, i store dele af kontinentet (her snakker jeg fortrinsvist Subsahara) endnu ikke nået kritiske dimensioner. Men dette er ved at ske. Afrikas største problem er politisk.

Nu kommer mit hovedbudskab: Jeg mener, at det er fuldstændig hul i hovedet at give økonomisk bistand til et land som Kenya. Der findes ufatteligt rige mennesker i Kenya. Og faktisk en del. De rige kører rundt i store biler og spiser fastfood. Jeg mener, at der er en alvorlig risiko for, at vores nødhjælp til de fattige i Afrika stopper en samfundsstrukturel udvikling som ellers ville sætte gang i en ændring af ressourcefordelingen i samfundet. Afrika ville kunne være selvforsynende. Men det allermest sindssyge ved hele nødhjælpprogrammet mener jeg repræsenteres af UNiCEF. Der hersker af en eller anden uforklarlig grund en vanvittig glæde, blandt mange nødhjælpsorganisationer, når det lykkedes at sænker raterne for børnedødelighed for børn under fem år. Hvorfor? - spørger jeg mig selv. Ved UNiCEF ikke, at der løber 100.000 gadebørn rundt i Zambias hovedstad Lusaka, hvor halvdelen af dem er smittet med HiV, og at 17% af resten af de unge er smittet med HiV? Hvorfor starter man ikke med at hjælpe dem i stedet for bare at føje flere til listen over sultende? Der er absolut INGEN jobs af få i det meste af Afrika. Hvorfor er det så vigtigt at sikre, at så mange børn som muligt overlever de første 5 år, hvorefter mange må gå sultne i seng resten af deres liv? Det er sandt, at mange fattige børn er kommet i grundskole i løbet af de sidste par årtier. Men hvad med kvaliteten af undervisningen. Jeg har aldrig læst i et nødhjælpsblad, at der sagtens kan være 60 børn i en skoleklasse i Malawi. Hvorfor går vi så meget op I at så mange mennesker som muligt skal stå i den situation, at de er i live men ingen muligheder har ud over at leve under kummerlige forhold.

Det er allerede gået fuldstændig galt i Somalia. Mange snakker om, at ørkendannelsen skyldes den globale opvarmning, hvilket sikkert også er en del af forklaringen. Men hvad med lokale klimaforandringer grundet afskovning? Når der bliver fældet skov i Afrika er det næste der sker, at geder eller køer bliver sat ud. Derefter har nye træer ikke en chance for at vokse op, da de små skud lynhurtigt ædes af kreaturerne. Vi skal huske, at Afrika (også når man ser bort fra Sahara) er et semi-tørt kontinent. Der falder således naturligt kun ca. halvt få meget vand i den Afrikanske regnskov som der gør i f.eks. den Amerikanske regnskov og den del af Afrika som ikke er regn oplever kun regn en brøkdel af året. Derefter er det alfa og omega at holde på den smule regne der kommer. Og den evne har træer, da de skygger og bidrager til dannelsen af et balanceret semi-tørkeresisten økosystem hvor der tilmed dannes et bunddække der hinder fordampning yderligere. Når al skoven i et land som Somalia derfor bliver fældet, undrer det mig, at nødhjælpsorganisationernes næste træk er at forære bønderne kvæg som giver ethvert håb om ny skovvækst dødsstødet. Det er videnskabeligt dokumenteret, at ekstrem skovfældning i troperne kan ændre klimaet i en tør retning, men af en eller anden grund har der ikke været fokus på dette i Afrika selv om omfanget af skovrydningen de sidste halvtreds år har værer astronomiske. Bare for at nævne nogle få tørre tal er 90% af skoven i Vestafrika og Etiopien væk mens al regnskov i Kenya praktisk talt er fældet.

Jeg kan godt se, at stopper man nu al nødhjælp i et land som Somalia ville det være amoralsk. Nu har vi gennem årtier bespist befolkningen og så er det ikke pænt at stoppe, fordi man pludselig indser, at det er skruen uden ende - der er sket en total befolkningeksplosion som den ørken der nu er skabt i Somalia ikke har nogen chance for at brødføde. Derfor mener jeg ikke, at vi bare skal svigte Somalierne nu. Det er for sent og dårlig stil.

Men vi har stadig tid til at ændre nødhjælpspolitiken og udviklingsbistanden andre steder på kontinentet. Først og fremmest bør vi forstå (med undtagelsen af ørkener som Somalia) at Afrika grundlæggende har potentiale til at brødføde og klare sig selv.

Det første middelklassen i Afrika gør, når den får penge, er at købe kød. Gerne hver dag. Det er forståeligt. Det gør vi også i vesten. Problemet er, at kødet kommer fra kreaturer som æder alle nye skud der kunne blive til træer og buske som kunne give en langt mere stabil fødevareforsyning som ville kunne brødføde kontinentet. Landbrugsproduktionen i Afrika bør gøres langt mere bæredygtig end den er i dag. Og det politiske system bør gøres langt mere retfærdigt. Dernæst bør den danske regering sikre, at Afrika ikke frarøves sine naturressourcer (som f.eks. mineraler, olie eller træ) uden at der sker en forædling på kontinentet som befolkningen får glæde af. Vi har ikke minedrift i Danmark, men uran-, sølv- og guldminer er noget af det der forurener mest og bruger milliarder af liter ferskvand på et kontinent der lider af tørst. Derfor er det ikke fair, hvis lokalbefolkningen til en uranmine kun oplever at alle fiskene i floden som de er afhængie af dør, og at den efterfølgende tørrer ud.

De tre sidste ting jeg nævnte - et bæredygtigt - fortrinsvist vegetarisk - landbrug der er baseret på mangeårige afgrøder, et fair indenrigspolitisk system og tilsidst retfærdige internationale handelsaftaler som sikrer en antiimperialistisk realtion mellem Afrika og Danmark er det jeg mener, at Danske nødhjælpsorganisationer og UNiCEF først og fremmest skal kæmpe og arbejde for.

Det er min opfattelse, at Afrikanerne er meget stolte mennesker som sætter en stor ære i at kunne forsørge sig selv og deres familie - bare de får muligheden. Lad os derfor gøre alt hvad vi kan for at komme ud af rollen som forsørgere og forstå at Afrika sagtens kan klare sig selv, hvis bare folket får muligheden. Det er endnu ikke for sent, da befolkningstallet på det meste af kontinentet endnu ikke er kritisk højt, men hvis vi ikke passer på med vores misforståede gavmildhed (som jeg i øvrigt tror kommer af en uvidenhed om forholdene på kontinentet grundet nødhjælpsorganisationernes fordrejede billede og kampagner som "World's best news", eller hvad de nu kalder sig) har resten af Afrika chancen for ikke at ende som Somalia, Etiopien og det nordlige Nigeria .