Tiden spiller en stor rolle. Ikke for tiden, men for os som forbruger den. Vi holder øje med tiden. Ikke hele tiden – men næsten, for vi vil gerne have kontrol over de kommende nu’er. Vi ynder at planlægge fremtiden, og for langt de fleste er det bydende nødvendigt med en struktureret hverdag for at kunne udnytte tiden optimalt.

På et tidspunkt var det oppe i tiden at sige, at tid er penge. For tiden er det stadig en vigtig målestok, men tiden er på vej til at vise, at den værdinorm er uholdbar i længden.

Tiden iler, når vi har det rart og går uendelig langsomt, når det modsatte er tilfældet. Vi kan ligefrem komme til at glemme tiden, men til tider kan vi også ønske at slå tiden ihjel. For begge typer tidsbrugere er Eckhart Tolles bog “Nuets kraft” anbefalelsesvær­digt læsestof.

Det er lige der i nuet, vi lægger bedst mærke til eget velbefindende. Har vi det godt eller skidt, eller har vi travlt med at behage alle andre? Er det sidste tilfældet, er det så nemt at glemme sig selv. Det kan vi godt nok risikere at få det lidt bedre af, hvis vi har haft det skidt. For det er rart at modtage rosende ord for det vi yder uden tanke for os selv.

Selvforglemmelse er dog som en listig kat, der smyger sig velbehageligt om det opofrende menneske. En hund udviser nogenlunde tilsvarende adfærd, når dens herre roser den. Katten derimod trives helt fint uden et eneste rosende ord.

Dyrearter er temmelig uforstandige, hvad tiden angår. Menneskets tidsbegreb derimod er en vigtig faktor, selvom vi har vanskeligt ved helt at forklare, hvad tiden er for en størrelse. Vi kigger tilbage på tiden der er gået, og bruger utrolig megen tid på at planlægge en fremtid, som vi ikke på forhånd kan vide om vi kommer til at deltage aktivt i. Spild af god tid, kunne man sige, der måske kunne være brugt til at være nærværende og nyde nuet, men bekymring om fremtiden er så umanerlig god til ødelægge øjeblikket. Vi bekymrer os for at gøre det bedst mulige uden tanke for, at bekymring lige præcis destruerer nuet. Egentligt ved vi det godt, men vi er opdraget til at tage fremtiden i opløbet, så livet bliver det bedst tænkelige forhindringsløb.

Livsvisdom er kodeordet for Eckhart Tolles bog. “En nøgle til personlig frigørelse” fra vores tillærte fnidderlærdom, hvor døden er det værste vi ved. Netop den viden er livets bedst bevarede hemmelighed, men mange er trods alt bekendt med, at døden er livets største løgn. Den evigt gyldige sandhed om livet kommer vi alle med tiden til at erfare.

Eckhart Tolle er blot én af den store vidende flok, der skriver tankevækkende bøger om livet og alle de besværligheder vi gør os. Et mundheld siger, at det ikke altid går som præsten prædiker. Når ET prædiker om kroppen lyder det ligefrem opløftende:

“Den krop, du kan se, er kun et tyndt illusorisk slør. Bag den ligger den usynlige indre krop, døråbningen til Væren, til det Umanifesterede Liv. Du er gennem den indre krop uadskilleligt forbundet med dette umanifesterede Ene Liv, der er uden fødsel og død, evigt nærværende. Gennem den indre krop, er du for evigt ét med Gud.”

En sådan udlægning strider mod vor indpodede lærdom om livets absolutte enhed, og vi skal have mange lig i lasten for at begribe, at den podning skaber misvækst. Det snusfornuftige, realistiske og rettroende menneske evner ikke at fatte, at livet er en evig udviklingsrejse, hvorfor det sjældent henter inspiration i bøger af spirituel karakter.

“Menneske­slægtens Opdragelse”, med sine 100 paragraffer, kunne ellers være en appetitvækker for mange. Bogen, der udkom første gang i 1780, har vældig meget at sige både søgende og rettroende mennesker af i dag.

Forfatteren G.E. Lessing giver denne lektion i § 6:“Selv om det første menneske straks blev udstyret med et begreb om én eneste Gud, så kunne dette begreb, som blot var meddelt og ikke erhvervet, umuligt bestå længe i sin renhed. Så snart den menneskelige fornuft, overladt til sig selv, begyndte at bearbejde dette begreb, spaltede den den Eneste og Umålelige i flere målelige og gav hver af disse dele et kendetegn.”

I § 7 forklares at “således opstod på naturlig måde flerguderi og afguderi, og hvem véd, i hvor mange millioner år den menneskelige fornuft var drevet omkring på disse vildveje – endskønt overalt og til alle tider enkelte mennesker erkendte, at det var vildveje – hvis det ikke havde behaget Gud, ved et nyt skub at give fornuften en bedre retning.”

Der er ingen adgangskriterier for vejen til Gud. Kun fornuften vildleder os – lige nu – men ikke så længe, for tiden er ved at være inde til, at fordums ord vil blive gransket nøje med Gud for øje. Der vil blive kastet så meget lys over kristenhedens forhold mellem Far og Søn, at en opvågning er uundgåelig. Den retlinede tre-i-een-forståelse af den egentlige Skaber vil få et skub i positiv retning. Den anerkendte sandhed har drejet os en knap, der hidtil har fastholdt os i rollen som det skyldige menneske, som vi i bund og grund slet ikke er.

Tiden taler for en justering af kærlighedsbegrebet, som for tiden på det nærmeste er ikke eksisterende. Næstekærlighedsprincippet vil gøre sig gældende og træde i sin oprindelige dragt. Oplysningstidens filosoffer vil blive kigget efter i sømmene, og deres vise ord vil vise vej til menneskets enestående Gudsforhold.

Op gennem tiden er der skrevet side op og side ned om vejen til kærligheden. Eckhart Tolle taler om den i vor tid. G.E. Lessing talte om den før, og før eller siden vil det gå op for os, at disse skrifter er vejskilte, der viser vej til livets oprindelige Kilde, så vi omsider indser, at mennesket består af mere end arme og ben og den fysisk kendte identitet.