I forbindelse med den megen polemik omkring de mennesker, der falder ud af dagpengesystemet til nytår, må det være på sin plads at komme med følgende betragtning:

I Danmark har vi opbygget en velfærdsstat der fungerer på følgende måde: Ca. 50 % af befolkningen lever af de øvrige - læs arbejdende - 50 %. Som forsikring for dette sindrige arrangement stemmer førstnævnte gruppe på partier til venstre for midten, som så til gengæld er gidsel og garant, i en stadig mere uskøn og virklighedsfjern bestræbelse, for at sikre vælgerne adgang til diverse offentlige ydelser.

Dette er, udover det økonomiske uholdbare aspekt, hamrende usolidarisk for dermed forpasses muligheden for at hjælpe dem, der virkelig har behov - de marginaliserede grupper for hvem f.eks. dagpenge er utopisk. Begreber som jobgarantier og borgerløn er dermed synonymer for en forsat bekymring for en forkælet middelklasse, som er indslumret i en illusion om, at "det hele" er statens ansvar. På den anden side forstår man jo godt disse vælgere og politikere - det symbiotiske forhold er til deres EGET bedste. Men bestemt ikke gavnligt for Danmark.