For nyligt kørte programmet "Gal eller normal" hen over skærmen på DR, et program der satte fokus på psykisk sygdom på en anden måde end de gængse programmer - ved at stille spørgsmålstegn ved, om psykisk sygdom er lig med galskab, og om man kan spotte hvem der har en psykiatrisk diagnose og hvem der ikke har. Deltagerne, hvoraf halvdelen ingen diagnose havde og hvor den anden halvdel bestod af folk, der led af alt fra socialangst til skizofreni, skulle tilbringe et par dage i hinandens selskab og blev udfordret i forskellige situationer, der kan tricke en psykisk lidelse.

Jeg synes programmet var en befrielse! Endelig kom et program, der turde tage fat på fordommene om psykiske lidelser. Og endda et program, der turde vise, at selv professionelle har svært ved at gætte diagnoser. Desuden gjorde det stort indtryk på mig, at de medvirkende - både de professionelle, men i særdeleshed deltagerne - havde mod til at stå frem og udfordre billedet af psykisk sårbare som mærkelige og synligt handicappede. For det er der brug for - psykisk sygdom er stadig tabu og psykiatrien er desværre stadig underprioriteret ift. det somatiske sundhedsvæsen. Det er vi nødt til at gøre noget ved, ved konstant at gøre opmærksom på, at psykisk sygdom ikke bør sygeliggøres - men er noget alle kan blive ramt af - og ved at insistere på, at det ikke er fair, at et brækket ben behandles hurtigere end en depression.

Tv-programmet indgik i kampagnen "EN AF OS", der netop går ud på at vise, at vi alle kan få ondt i livet og have brug for hjælp til at komme videre. Psykisk sårbarhed er en del af os alle, og psykisk sårbare er en del af os. Det gør mig ekstra begejstret, at kampagnen bl.a. er båret af brugerorganisationerne på området, og ikke kun er en pårørendekampagne. Det synes jeg er alfa omega - og jeg har faktisk kun hørt foragelse over titlen "Gal eller normal" fra velmendende professionelle og pårørende, ikke fra psykisk sårbare selv.

Jeg lider selv af den psykiske lidelse OCD og har gennem hele mit ungdomsliv været i psykiatrisk og psykologisk behandling for lidelsen. Jeg har været heldig med min behandling og synes, at jeg har været i trygge hænder, men alligevel har jeg ofte følt, at det var svært at sige til vennerne, at man skulle til psykiater eller tog "lykkepiller" - indtil vi når derhen, hvor det er ligeså naturligt som skulle man til øre-næse-halslæge, er der noget at kæmpe for.

Forleden snakkede jeg men en ven om de famøse lykkepiller, og han mente, at det da var "unaturligt at tage en pille for at komme i bedre humør". Den betragtning tror jeg ikke han er alene med, for forståelsen for, at nogle mennesker har brug for medicinsk hjælp for at få det bedre psykisk, er ofte meget lille. Men jeg synes i virkeligheden ikke det er fair, at det er mere socialt acceptabelt at tage diabetesmedicin for at balancere insulinniveauet end at tage antidepressiv for at regulere serotoninen i hjernen.

Psykiatrien og behandlingen af mennesker med psykiske lidelser er bestemt ikke perfekt. Der er brug for mere inddragelse, langt bedre muligheder for psykologhjælp (mange får ingen hjælp, fordi de ikke har råd til psykologen) og tilbud om alternativer til medicinsk behandling. Men mit håb er, at forståelsen af psykisk sårbarhed som en del af det at være menneske og en accept af, at nogen bliver hjulpet af medicin, vil vokse.