Selvfølgelig skal blasfemiparagraffen afskaffes

Læserbreve

Liberal Alliance har, som Politiken skriver, fremsat forslag om at afskaffe blasfemiparagraffen. Det støttes af både Institut for Menneskerettigheder og Dansk Folkeparti - en sjælden alliance, som Politiken også kalder det. Socialdemokraterne, SF, Venstre og Konservative venter på en undersøgelse fra Strafferådet - man må undre sig hvad det er de har behov for at få undersøgt, for at nå den åbenlyse konklusion at der ikke er nogen god grund til at give specielle rettigheder til "anerkendte" religioner.

Det er meget simpelt hvorfor en afskaffelse er det eneste rigtige: Ingen religioner har endnu kunne fremvise beviser på dens sandhedsværdi, så hvorfor skulle de have mere ret til speciel beskyttelse mod forhånelse i lovgivning end ikke-anerkendte religioner og guder, fx Det Flyvende Spaghetti Monster, såvel som alle andre ideer og holdninger?

Det har også en langt mere alvorlig side. Blasfemilovgivning bliver i en del muslimske lande brugt aktivt til at straffe folk for at kritisere Islam. Det er ikke engang altid nødvendigt: I Indonesien står ateisten Alexander Aan til op til 11 års fængsel for på facebook (blot) at skrive at Gud ikke eksisterer. Selvfølgelig er vores lovgivning ikke den samme, men det bliver alligevel lidt sværere at kritisere det, når islamister (med en vis forfalskning af virkeligheden) kan sige at vi har lignende lovgivning. Om ikke andet, så bør vi afskaffe vores blasfemiparagraf for på sigt at inspirere Indonesien og andre lande til at følge trop.

Det er også vigtigt at forstå, at det der kan virke forhånende på nogle, i virkeligheden kan være til deres eget bedste. Her er Muhammedtegningerne et fantastisk godt eksempel. Det skal ikke bare være lovligt at tegne Muhammed - man gør menneskeheden, især muslimer, en tjeneste hvis man gør det. De bliver nødt til at lære at tage deres religion mindre alvorligt. Det er meget problematisk at mange venstreorienterede og sekulære i Vesten, samt selv moderate musliner, er endt i det falske virkelighedsbillede, at det rent faktisk er forkert at lave en simpel tegning af Muhammed. Ja, mange muslimer bliver ærligt såret af det, men her har de desværre fået en problematisk miljøpåvirkning af deres religion. Hvis man tænker over det, så er en tegning af en religiøs figur ikke noget der objektivt set bør såre nogen, og det vil religiøse mennesker have gavn af at lære.

Til sidst lige en lille reklame: Hvis man er enig i at religioner ikke skal have særstatus, så er man måske interesseret i at blive medlem af Ateistisk Selskab.

Bedste hilsener

Joachim Robert,

Lokalgruppeformand,
Ateistisk Selskab København.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce