Slavespørgsmålet

Læserbreve

Brian Degn Mårtensson, forfatter, konsulent og foredragsholder:

Jeg valgte ikke selv at blive født. Ej heller at det skulle være i Danmark. Jeg tog ikke selv beslutningen om at blive døbt, og jeg har aldrig bedt om dansk statsborgerskab. Disse og andre ting er blevet mig påtvunget, og må betegnes som sociale kendsgerninger betinget af tid og rum. Således forvalter mine omgivelser en stor del af mine mulighedsbetingelser som individ, og jeg kan kun handle selvstændigt indenfor de rammer, der er mig givet. På samme måde bidrager jeg til forvaltningen af andre individers muligheder i denne verden, og må derfor både forholde mig kritisk til mine egne og andres muligheder for at handle og tænke selvstændigt.

Der er ingen grund til at klynke over disse sociale kendsgerningers naturlige begrænsning af individets frihed, for de kan alligevel ikke undgås. Mennesket fødes ind i en kontekst, og er i øvrigt slet ikke i stand til at klare sig selv fra fødselen. Omgivelserne er allerede givne, og opdragelse og tilpasning er nødvendig for fortsat eksistens. Årsagen til at forholdet alligevel er værd at tænke over, er, at det ikke er absolut. Tværtimod er det én stor gråzone. Så snart spædbarnet er undfanget, præger det nemlig også omgivelserne, idet de vordende forældres tanker og handlinger præges mærkbart allerede ved bevidstheden om den kommende familieforøgelse. Senere hen vil det lille barn mere aktivt påvirke verden via sine handlinger, selvom der måske i lang tid overvejende vil være tale om en social tilpasning til det eksisterende samfund. Vi lever altså i en paradoksal, evig relation mellem selvstændige handlinger og påtvungne kontekster. Paradokset består i, at ingen handling er fuldstændig selvstændig eller fuldstændig påtvunget. Begreberne, vi bruger herom, kan slet ikke rumme forholdet, idet vi fra naturens hånd hverken er egentligt frie eller ufrie. Vi vil eksempelvis aldrig meningsfuldt kunne påstå at en handling er et resultat af total frihed, idet de erfaringer eller kompetencer, vi anvender i handlingen altid i en eller anden grad vil bunde i en påtvunget indlæring. Ligeledes vil vi som reflekterende væsener aldrig kunne underlægges total tvang, idet vi teoretisk altid vil kunne vælge at modsætte os tvangen (selvom det måske så vil få alvorlige konsekvenser). I dette paradoksale forhold finder vi måske essensen i det at være et menneske.

I Danmark har vi valgt at organisere en stor del af den socialt påtvungne kontekst i en dialogbaseret struktur. Vi har oprettet folkevalgte forsamlinger, der på baggrund af politisk debat dikterer love og forordninger til regulering af samværet. Hovedtanken har gennemgående været at fremme det, vi anser for godt, og mindske uhensigtsmæssigheder. En af velfærdsamfundet første og fornemmeste opgaver var at udrydde sult og ekstrem fattigdom, dernæst at sikre gode boligforhold, uddannelse, sundhed og meget andet. Bemærkelsesværdigt for Danmark var det, at dette foregik i en relativ høj grad af enighed om de grundlæggende principper. I flere årtier har vi endda set både konservativt, socialdemokratisk og liberalt ledede regeringer loyalt forvalte denne samværsform. Vi har sideløbende udviklet en fælles fortælling om et trygt, frit, højtudviklet og gennemciviliseret samfund. Få vil og kan meningsfuldt påstå, at velfærdssamfundet ikke har bidraget til en høj grad af komfort for den enkelte borger. Imidlertid kan man meningsfuldt stille spørgsmålstegn ved graden af frihed, udvikling og civilisation.

De børn, der fødes i dag, må som alle børn siden menneskets opståen på kloden acceptere en række naturgivne begrænsninger i deres udfoldelsesmuligheder. De har en krop, nogle forældre, en familie og et samfund, de ikke selv har valgt. På denne front er der ikke meget nyt. Nutidens børn er også underlagt principiel tvang i deres iagttagelse af verden i form af basale begrænsninger i sproget, kulturen og vidensniveauet. Heri er der heller ikke meget nyt. Imidlertid ser vi nu en anden tvang, som vi ikke tidligere har haft før i samme form: Væksttvangen. Den er allestedsnærværende, total og nærmest upåvirkelig for det enkelte menneske. Derfor har den for det enkelte individ næsten samme styrke som de naturgivne begrænsninger, hvilket adskiller den fra andre menneskeskabte tvangsforanstaltninger.

Samfundet skal ifølge vores fælles fortællinger opleve konstant, høj vækst. Er væksten eksempelvis for lav, bliver vi kollektivt urolige og bekymrede. Derfor iværksætter vi konstant initiativer, der kan føre til øget vækst. Som følge heraf kræver vi af det nyfødte barn, at det skal forbruge mere end det umiddelbart har behov for. Det skal derfor hurtigst muligt udvikle en produktivitet, der gør denne irrationelle konsumering mulig. Al tænkning, al handling, ja selv følelseslivet skal centrere om dette. Lykke skal opnås ved forbrug og status måles i forbrugskompetence. Selve livet leves som forbrugende væsen. Intet andet er muligt. Valget står ikke mellem at vækst og ikke-vækst; det står i mellem vækst eller undergang. Så snart det nyfødte barn kan stå nogenlunde sikkert på benene, lyder startskuddet til en livslang maraton gennem internetbutikkernes uendelige hylder med de nyeste smartphones, ipads, gadgets, apps, drømmerejser, biler, ejerlejligheder osv. Forbrug er ikke længere et rationelt valg, der afvejes i forhold til konkrete behov. Det er den kollektive normaltilstand, det er udgangspunktet. Det er ikke længere muligt at fravælge, eller sågar vælge, at forbruge. Det er dig påtvunget. Uanset om du sover eller er vågen. Vi har viklet hinanden ind i et nærmest ubrydeligt net af behov, forventninger og abonnementer, der umuliggør rationelle valg. Tilmed produceres langt de fleste produkter nu bevidst i en begrænset kvalitet med denne forbrugstvang for øje. Det er ingen mening - hverken for producenten eller kunden - i at lave en bil, en computer, et fjernsyn eller et komfur, der kan fungere i tyve år, for alle ville jo tabe med det dalende forbrug, der ville blive konsekvensen heraf. Skal denne stigende forbrugskurve følges, er vækst selvfølgelig en nødvendighed. Vælger vi ikke at følge forbrugskurven, venter kun undergangen. Som individ og som samfund. Det er, kære spædbarn, betingelserne, du går ind til. Køb eller dø.

Vi har derfor erkendt, at vi er nødt til at frembringe individer, der er produktive nok til at fortsat vækst kan lade sig gøre. Derfor har vi i de seneste årtier fokuseret på at fjerne al mulig humanistisk ævl fra vores skolelovgivning. I dag handler pædagogik og undervisning ikke længere om mennesker, men om produktionskompetencer. Eksempelvis Grundtvigs palaver om mennesker, kultur og fællesskaber kan vi ikke længere bruge til noget. Nu har vi blikket stift rettet mod konkurrence- og forbrugsevnen. Vi har ikke længere håbløse illusioner om at uddanne hele eller frie mennesker, men har modigt erkendt behovet for at uddanne produktive forbrugsslaver. Vel er det hårdt at sige, men sådan er det. De seneste ændringer på både daginstitutions- og skoleområdet har intet andet formål.

På samme måde stiller vi øgede krav til de ellers ifølge Grundloven frie og myndige borgere, der nu skal påtvinges et produktivt og overforbrugende liv. De skal arbejde mere, længere og mere effektivt. De skal ikke ryge, ikke drikke for meget, og i øvrigt helst holde en idealvægt, der fastsættes af sundhedsmyndighederne. De skal afslutte uddannelsen tidligt, og spare fornuftigt op til deres pension og fremtidige forbrug. Herved mener vi at kunne fastholde størst mulig produktivitet i samfundet. Endvidere slipper folk for at tænke over, hvad livet mon skal bruges til. Der er ikke længere nogen grund til at sidde med blikket rettet mod stjernehimlen og fundere over meningen med det hele. Det har vi klaret. De eneste valg, man som voksen behøver at træffe er mellem det store udbud af reality-shows, varemærker og fortovscafeer. Alt andet er alligevel ikke til diskussion, selvom vi i de mere obskure afkroge af medielandskabet stadig lades som om.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Man kan selvfølgelig på klassisk marxistisk vis indvende, at dette blot er den gamle historie om de allerrigeste, der undertrykker de fattige og de dumme. De, der sidder i deres velpolstrede strandvejsvilla skal jo nok klare sig i forbrugsræset, kunne man argumentere. Imidlertid skåner den nye form for slaveri ikke de rige. Også de er bundet af en forestilling om evigt merforbrug, evig ungdom og evig anerkendelse. Vækstidealet er uden fysisk og psykisk grænse, altid på vej mod nye højder, og ingen rigdom kan bruges som værn imod dets omklamring.

Dogmatiske liberalister vil modsat påpege, at der ikke er nogen grund til at se negativt på forbrugskulturen, som slaveriet hedder med et lidt pænere udtryk. Den ekspanderende vækst gør os - ifølge denne tænkning - alle lykkeligere på lang sigt. Eventuelle økologiske, sociale eller psykiske problemstillinger vil også kunne løses med mere udvikling, vækst og innovation.

Ingen af de klassiske ideologier kan rumme problematikken til fulde, idet datidens bagvedliggende teorier blev baseret på forestillingen om rationelle valg i relation til behov, nytte, udbud og efterspørgsel. Nutidens forbrugsslaveri, der jo ikke har den fjerneste relation til egentlige behov, rammer alle – høj som lav. Det er en materiel, social og psykisk tilstand. Den gennemsyrer alt, og bunder i en forestilling om evig vækst. Forbrugsideologien indeholder desuden en ide om, at alt kan løses i morgen. Vi ved nok alle, at vi er på vej mod afgrunden, men vi håber og tror, at vi kan opfinde noget, der kan afværge katastrofen i sidste øjeblik.

Der er derfor ingen rigtige skurke her, kun tåber. Hvis man på DR1 ophørte med at hylde og normalisere den hjernedøde forbrugerisme, ville TV2 hurtigt blive den altdominerende kanal, der alene talte til det liv, folk i forvejen kender. Hvis TV3 ophørte med at vulgarisere selviscenesættelsen og medieprostitutionen, så ville der hurtigt stå andre på spring. Hvis en politiker begyndte at argumentere for en lavere økonomisk vækst og et større fokus på eksistens og socialt samvær, ville vedkommende blive bæst omkuld af det nationale latterbrøl. Så længe vi dybest set gerne vil være slaver, er der ingen der sætter os fri. Der er ingen skummel bagmand eller nogen usynlig hånd, der står bag miseren, det gør vi alle. Vi har selv valgt det, og nu er vi på tærsklen til at trælbinde kommende generationer så langt øjet rækker.

Vi fik dog aldrig rigtigt taget slavedebatten, selvom vi jo troede, at vi boede i et dialogbaseret og oplyst demokrati. Årsagen er nok, at vi ikke var klar over konsekvensen af udviklingen. Det kom nærmest bare snigende. Først nu ser vi, at der ikke er nogen umiddelbar vej tilbage. Rousseau skrev engang; ” Mennesket er født frit, og det er overalt i lænker” (i Den sociale kontrakt, 1762). Sådan er det ikke længere. Mennesket fødes ikke længere frit, men i lænker. Disse lænker er dog stadig menneskeskabte, men vi, der har smedet dem, må nu grundigt overveje konsekvensen heraf. Hvilket mulighedsbegrænsninger påtvinger vi andre med de handlinger, vi foretager os nu? De generationer, der fødes i disse nye lænker, har ikke samme mulighed for at forholde sig til deres konstruktion. For dem er lænkerne givne, ikke skabte. Heri ligger den store forskel. I tidligere tiders slaveritilstande, var slavebegrebet påsat et individ. Man var født slave, blev slave eller blev frikøbt fra slaveri. Slaveri var dermed en juridisk reversibel konstruktion. Det, som vi i dag har skabt, er et eksistentielt slaveri, der med tiden måske kan blive helt irreversibelt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Fortidens slaver kunne drømme om frihedens rus. På sydstaternes plantager blev der sunget negro spirituals, fortalt historier om bortløbne og befriede slaver, samt udfoldet et rigt og særegent åndeligt liv. Europas livegne bønder kunne forsvinde fra tvangen i en rigdom af folkeviser, danse og brændevin. Man skal dog slet ikke misunde fortidens slaver deres uhygiejniske boliger, dårlige tænder, den fysiske afstraffelse og den ofte korte levealder, men drømmene havde de stadig. Det ændrer ikke det mindste ved, at fortidens slaveri var en grusom forbrydelse mod menneskeheden, og på ingen måde fortjener rosende omtale. Nutidens forbrugsslaver bor derimod trygt og rent, men har mistet muligheden for at drømme. Der er nemlig ikke noget at drømme om. Der er ikke noget på den anden side af det næste køb. Udover det næste køb. Væksten er evig indtil dommedag, og vil fortsætte dertil. Vi kan dog være sikre på, at vi på et eller andet tidspunkt blive så mange og så forbrugende, at Jordens resurser slipper om. Vi kan ikke ekspandere væksten i en endelig verden for evigt, så en dag må det hele nødvendigvis stoppe. Men med en tænkning, der er begrænset af vækst til alle side, kan det kun blive med et brag. Nutidens slaver sidder således trygt og godt ved galejens årer, på bløde bomuldspuder, og øger konstant farten frem mod vandfaldet. Med de skal ikke klynke, for de har selv sat sig der. Med fremtidens slaver bliver det anderledes. De er født der, i bløde lænker, og kan ikke hoppe af, for de har aldrig lært at svømme. De kan ikke se noget andet end selve skibet, og har derfor intet andet at drømme om.

Vi kan ikke undgå at opstille specifikke mulighedsbegrænsninger for kommende generationer, ligesom magt og herredømme altid vil være til stede, når mennesker færdes i flok. Menneskeheden kommer derfor aldrig til helt at frigøre sig fra slaveriets åg, hvor meget vi end vil det. Aktuelt er vi på vej til at fortabe os i et massivt, selvskabt forbrugsslaveri. Det, vi kan gøre, er at se og forholde os til dets omfang og form. Vi har derfor brug for en ny form for politisk dialog, der tør tage fat på de væsentlige spørgsmål. Hvilke menneskeskabte bindinger vil vi principielt acceptere for tænkning og samvær? Hvilke menneskeskabte begrænsninger anser vi for rimelige for hinanden og kommende generationer? Tilsammen udgør de det moderne slavespørgsmål: Tænk, hvis noget andet var muligt?

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce