Omtanken som fælles værdi

Læserbreve

Som en helt særlig nytårshilsen har Jan Rose Skaksen og Jannik Schack Lindemann i både Politiken og Jyllandsposten argumenteret for ideen om en fjernelse af SU`en for uddannelser, der ikke giver ”brød på bordet”. Spørgsmålet, der rejses, er: Hvorfor skal folk læse italiensk eller filosofi, når vi primært har brug for dygtige folk i eksporterhvervene?  Spørgsmålet kan virke både uskyldigt og økonomisk ansvarligt, men imidlertid må vi tænke os godt om, inden vi begiver os ud på denne tynde is. Det er klart, at sammenfundet ikke vil gå under alene grundet en mindre reduktion i antallet af årlige  kandidater i eksempelvis religionssociologi, men selve måden at tænke om uddannelse er derimod dybt problematisk.

Tyskland formåede i 30`erne at vækste sig ud af den økonomiske krise med uhørt produktivitet, effektivitet og (ja) afskaffelse af "unødvendige" perspektiver (som Dansk Erhverv også foreslår nu). Det endte i en situation, hvor både fanatiske og almindelige mennesker deltog i industriel og effektiv udryddelse af andre folkeslag. Hvordan kunne det gå til? Det spørgsmål blev (ganske uproduktivt) diskuteret længe efter - og vi lovede hinanden, at vi for en hver pris skulle forhindre en gentagelse. Det bedste svar kom fra filosoffen Hannah Arendt, der fulgte retssagerne efter krigen. Hun indså, at de ledende personer i naziregimet ikke var gale eller onde. Tværtimod var der tale om embedsfolk, der gjorde deres pligt - og gjorde det kompetent, ”brødgivende” og effektivt. Arendt redegjorde senere hen for, at det var selve tænkningen, der manglede. At handle er en ting, at tænke over handlingen er noget andet. Skal et samfund, og menneskeheden som sådan, skærmes mod inertiens potentielle ondskab, må der tænkes uproduktive tanker: Hvorfor gør vi det, vi gør? Er det en god ide? Hvad har man tidligere gjort? Hvad gør andre kulturer? Hvad er det gode? Findes noget sådant? Hvem er vi? Hvem er jeg? Hvem er de andre?

At nedprioritere den ”uproduktive” tænkning til fordel for den produktive tænkning er altså noget, vi som art har meget dårlige erfaringer med. Endvidere overser Jan Rose Skaksen og Jannik Schack Lindemann, at alle videnskabsgrene idehistorisk er baseret på filosofien – det mest ”brødløse” af alle fag, og uden dette, ingen videnskab. Dette fælles ophav forbinder stadig de forskellige fag i praksis, idet alle trækker på generelle filosofiske antagelser, og ofte også samarbejder tværfagligt i konkrete projekter.

Man kan mene meget om SU`ens generelle berettigelse eller størrelse. Det er i min optik ikke det afgørende spørgsmål i denne debat. Det er derimod tanken, der tæller. Men alligevel: Har vi på ingen måde råd til SU til alle, bør den skæres generelt. Hvis man af en eller anden ideologisk årsag ikke ønsker dette, bør den fjernes fra de fag, man mener "giver brød på bordet", og bevares for de fag, der "giver ånd i stuen". Hvorfor? Fordi vi i universitetssammenhæng (hvor de fleste ”brødløse” fag forefindes) først og fremmest skal tvivle, diskutere og tænke over vores handlinger. Ikke for vores handlinger.

Imidlertid er en sådan skelnen mellem brødgivende og brødløse studier dog absurd i praksis. Niels Bohr havde (i en sådan populistisk-kapitalistisk forstand, som "brød-tænkningen" arbejder med) en "brødgivende" naturvidenskabelig uddannelsesbaggrund, men har i den grad bidraget til åndslivet i Danmark (og abroad). Modsat havde Søren Kierkegaard en ekstremt "brødløs" baggrund i teologien, men har i den grad (ganske paradoksalt) "brandet" Danmark, og er i skrivende stund stadig en storsælgende forfatter i den globale liga. Man kunne blive ved: Hvorledes skal Grundtvigs uddannelse værdisættes? Hvad med Georg Brandes? Lars Von Triers?

Uddannelse er ikke en investering i noget bestemt. Viden og dannelse skal ikke "betale sig". Der er derimod tale om nogle valg, der kvalificerer et samfunds åbne genskabelse og udvikling.

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce