Grundtvigs forsvinden i dansk pædagogik

Læserbreve

Vi er ved at afvikle Grundtvigs indflydelse i dansk kultur. Det sker med lynets hast, og det er ensbetydende med nednormering af begreber som modersmål, fællesskab, vekselvirkning, poesi, frihed og folkelighed. Grundtvig har ellers betydet meget for vores liberalisme, som har haft et skær af fællesskab, som ikke fandtes i mange andre lande. Han var også vigtig for socialdemokratiet, fx via Hal Kochs indflydelse. Endelig var vores venstrefløj omkring 1980 dybt præget af grundtvigske ideer via f.eks. Ebbe Reichs indflydelse og store dele af 1970’ernes EU-modstand var båret af nordiske og venstregrundtvigske figurer. Går vi tilbage til tiden før 1965 var Grundtvig en afgørende inspirationskilde for store dele af en bred nationalt sindet bevægelse, som var kritiske overfor totalitarisme efter verdenskrigens excesser. Så det er noget af en dannelsesstormer, vi mister. Hans filosofi er vores luft, og den giver vores sætninger en ubestemthed, som er afgørende for et frit folk, der både kan huske og handle. Afviklingen er tydeligst i vores skoler, hvor alt handler om at score højt på Pisalister. Man kan i dag ligefrem tale om Ny Nordisk Skole uden at nævne den grundtvigske tradition med et ord, og er det ikke mageløst? Historien om afviklingen snørklet. Her er nogle af vejene.

En vej går via Søren Krarup, som er intellektuel markør for 00’erne. Krarup støtter sig til tidehvervsbevægelsen, som bygger på en læsning af Søren Kierkegaard, der især lægger vægt på dennes sene forfatterskab. Pointen er en absolut skelnen mellem det kristne og det sociale. Det er sådan set i orden, men konsekvensen for Krarup bliver, at det sociale tømmes for filosofisk liv. Kierkegaard opfattes som en ren religiøs tænker, og hele det tidlige forfatterskab, fx Enten-Eller, hvor man finder de emner, som kommer tættere på det sociale og politiske liv, fortoner sig. Dermed bliver Grundtvig, som fandt både de religiøse og politiske værdier i fællesskabets historiske tilblivelse, brændende forskellig fra Kierkegaard, der fandt Gud i et absolut paradoks, som mødte den enkelte eksistentielt og afsondret det sociale liv. I Krarups bog og hovedværk fra 2001 Det moderne sammenbrud finder vi derfor et opgør med størstedelen af den grundtvigske tradition, som han mener leder direkte frem til dansk kommunisme i 1930’erne, og Georg Brandes får klø for netop at læse Kierkegaard med udgangspunkt i det tidlige forfatterskab. Dansk Folkepartis er altså skabt ud fra en speciel kierkegaardsk og antigrundtvigiansk figur.

Oprindelig fandtes også en grundtvigsk orienteret fraktion i tidehverv, især via Kaj Thanning og K.E. Løgstrup, men de forlod foretagendet i 1960erne under en del tumult. Deres tanker var, på trods af deres grundtvigske indstilling, imidlertid dybt præget af Tidehverv, fordi de læste Grundtvig som humanist snarere end teolog. Menneske først - kristen så, som det hed. Men det var også denne tidehvervske prægning, denne let afkristnede Grundtvig, der gjorde Grundtvig egnet for venstrefløjen få år senere.

En anden vej finder vi i idehistorien fra 1980’erne, som, via miljøerne omkring den såkaldte samtidsdiagnose på Århus Universitet og tidsskriftet Faklen og med Nietzsche og Foucault som europæisk inspiration, i tidens ånd får beskrevet Grundtvig som en gammeldags nationalist. Den samtidsdiagnostiske bevægelse får stor betydning via Lars-Henrik Schmidts rektorat for DPU 2001-2008, og Schmidt har en del centralt placerede tilhængere. Eksempler herpå er rektor Stefan Hermann, som vil af med Grundtvigs indflydelse i højskolebevægelsen og Claus Holm, der i BUPL’s skrift ”Ny Nordisk Pædagogik” hævder, at Løgstrup er gammeldags, og at man bør læne pædagogikken op af konkurrencestatens opportunistiske menneskeideal. Faklen var et kultmagasin i 1980’erne, og i kredsen om dette blad kan man læse, at Grundtvig er etnisk fundamentalist. Det er også sigende, at en af stifterne af Faklen, Rune Engelbreth Larsen - i sin ellers fine digtsamling Danmarks Krans - i forbindelse med en opremsning af inspirationskilder, slet ikke nævner Grundtvig. Det er nok, fordi han tror, at Grundtvig kun taler om fædreland, men for Grundtvig er Danmark tværtimod en kvinde. Endelig finder vi en mere opbyggelig indsats hos filologen Uffe Jonas, som skriver om både Kierkegaard, Grundtvig og Foucault med fuld bevarelse af den grundtvigske melodi. Vi må samle på dem, der kan rejse vores dejlige land igen efter Tidehvervs, mekanikmarxismes og pisapædagogikkens hærgen. Det er forresten pudsigt, at Grundtvigs tænkning ligger langt tættere på ny europæisk filosofi end samtidsdiagnosen gør.

En tredje vej er pædagogikken, der domineres af konstruktivismen, hvor virkeligheden er det, man individuelt eller socialt finder på. Man taler ligefrem om en ”metodisk antihumanisme” for at understrege en forskel til samtidsdiagnosen (som kaldes for en ”normativ antihumanisme”). Den metodiske antihumanisme er endnu mere stik modsat Grundtvig end den normative af slagsen, og konstruktivisterne taler da også om, at Grundtvigs folkelighedsbegreb er dødsensfarligt. Konstruktivismen har haft magten over læreruddannelsestænkningen i 10 år. Sidst, den spruttede, var i foråret, hvor professor Jens Rasmussen ville tage faget Kristendom, Medborgerskab og Livsoplysning, som udgør den sidste rest af grundtvigiansk indflydelse, fra lærerne. Rasmussen har også travlt med at komme ud af seminarietraditionen og med at udvikle metoder, så læreren kan blive en holdningsløs metodeekspert, der kan give os en fin plads på en liste. Sådan går det med den nationale dannelse, når man afvikler Grundtvig, mens en vissen version af Kierkegaard roder med et afsondret paradoks.

Endelig har vi den fjerde vej, grundtvigianismen selv. Her er der ikke meget energi. Mange har blindt accepteret konkurrencestaten som tabernakel, og man nøjes med at finde fællesskaberne på arbejdsmarkedet eller i skoleklasserne. Man er med andre ord blevet underdanig. Sådan nogle ting læser man hos fx Ove Kaj Pedersen, som er med i Grundtvigs Forum og forfatter til den meget omtalte bog Konkurrencestaten, men han er slet ikke alene. Desuden har tidligere højskolelærer Ole Vind skrevet doktordisputatsen Grundtvigs historiefilosofi, hvor han konkluderer, at Grundtvig er kristen fundamentalist, og at man i stedet skal gå til Kierkegaard, dog ikke i Krarups version, og til en rationelt orienteret verdensborgertænkning uden nationale narrativer. Fint nok med verdensborgeren, men dårlig ide hvis denne skal bygge på en afvisning af egne nationale traditioner. Der har Peter Kemp mere sans for vekselvirkningen mellem det mondiale og det nationale i sin bog Verdensborgeren som pædagogisk ideal. Det er hjernevridende at tænke på, at Vind endda havde hele sit faglige virke på Grundtvigs Højskole og kom ind i bevægelsen via Ebbe Reichs maoistiske Grundtvig i 1970’erne. Resultatet af det hele bliver en dobbelt knibtangsmanøvre: Hvor Krarup kalder stort set al tænkning fra 1789, altså fra den franske revolution og fremefter, for et sammenbrud og dermed afvikler næsten al moderne filosofi (tænk lige på det!) og det meste af grundtvigianismen, så ser Vind netop de rationalistiske tendenser efter 1789 som de vigtigste, og henlægger dermed både antikken og romantikken, og dermed grundtvigianismen, helt i mørke (tænk også lige på det!). Dermed er Grundtvigs tanker, som forsøger at indfange en form for helhed mellem oplysningstiden og antikken, som også ligger i vores kulturs materie, skubbet ud af den åndelige horisont, både før og efter 1789. Han er med andre ord ude. Vinds disputats har haft stor betydning for multikulturelle kredse og for en række højskoler, som har slettet Grundtvigs navn fra postkassen. Disputatsen var også en dræber for 80’ernes tidehvervsprægede venstregrundtvigianisme, både fordi Vind selv kom fra den retning, men også fordi han havde fundet alt det historiske og religiøse frem og gjort det til Grundtvigs hovedprojekt; altså stik modsat Thanning og Løgstrup, som jo netop havde nedtonet disse elementer. Pludselig stod venstrefløjen forpjusket tilbage uden både Grundtvig og Marx. Så er der jo ikke andet end teknokrati og velfærdsregulering tilbage, og SF’s aktuelle forvirring stammer direkte fra disse processer efter min opfattelse.

En af vores store tænkere er afgået ved en virkningshistorisk død. Herefter kan vi overlade ånden til en verdensfjern paradoksfikseret Kirkegaard, som er totalt ligeglad med vores fælles liv, og pædagogik og politik kan reduceres til pisalister, asienforskrækkelse og en Ny Nordisk Skole, som er tømt for åndeligt liv, og som ifølge professor Fibæk Laursen handler om at uddanne til et ”globaliseret arbejdsmarked”. Vi kan også iagttage en politisk debat, hvor det grundtvigianske fravær betyder, at dansk liberalisme forfalder til markedsfundamentalistisme, og at socialismen forfalder til velfærdsregulering. Dansk Folkeparti er lidt stille for tiden, men kan glæde sig over, at de har bidraget til vejnettet i landets åndelige infrastruktur, altså det kanalsystem, som vores sprog løber i. I andre lande tror jeg ikke, man ville være så ivrig efter at fængsle et lands bærende idemager. Hvis vi ikke får has på disse problemer, tror jeg, at Danmark, forstået som selvstændigt kulturområde, vil være afviklet i løbet af få generationer.

Redaktionen anbefaler:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce