Kommunalt ta'selvstyre

Læserbreve

Det kan umiddelbart lyde lidt arrogant og forkælet - men jeg opfatter mig selv som kernevelfærd.

Jeg har været afhængig af velfærdsydelser fra jeg var helt lille og vil helt sikkert skulle aflevere min elstol tilbage når jeg engang er død og borte. Jeg har gennemgået utallige operationer, haft mange luftvejsinfektioner og bruger en slags natrespirator, jeg har lån til invalidebil, toiletstol, lift, ramper og hjælp hele døgnet og det hele er betalt af vores alle sammens skattepenge.
Det er jeg meget taknemmelig for. Det medføre nemlig at jeg som et af de første mennesker med et fysisk handicap kunne gå i en normal folkeskole i stedet for en institution, gå i gymnasiet, på højskole, sabbatår i USA, læse på universitetet, arbejde og bo i udlandet og ikke mindst har det betydet at jeg kunne forelske mig og blive far og ægtemand. Eller sagt med andre ord - jeg lever med mine begrænsninger og udfordringer som et helt menneske.

Betaler jeg noget tilbage for al den velstand?
Ja det mener jeg at jeg gør. Foruden at det forhåbentligt gør at man som skatteyder føler sig stolt over at betale en del til at jeg kan føre en selvstændig livsførelse, er jeg også med til at holde hjulene i gang. Som eksempler er min kørestol danskproduceret og er uden tvivl en af de bedste i verden og en god eksportvare, min bil er indrettet til kørestol med lift m. v også af et dansk firma - firmaerne betaler skat og giver danske arbejdspladser og mine hjælpere har et godt arbejde og betaler skat. Der kommer altså noget ind igen for alt det jeg koster samfundet og især kommunen.
Men foruden at der kommer noget ind igen i kraft af skattekroner og arbejdspladser og udvikling af velfærdsteknologi får kommunen også en forhøjelse af deres bloktilskud fra staten til betaling af de udgifter der er til mine hjælpere- min såkaldte bpaordning.

Jeg har derfor ikke noget at skamme mig over- selv om det er sjældent at jeg lige frem bliver rost for mit velfærdsforbrug.
Kommunerne hyler dog højere og højere over de øgede udgifter der er forbundet til eksempel udgifterne til mine hjælpere- det selv om øget bloktilskud og skatteindtægter. Fakta er nemlig at kommunerne selv kan vælge om de vil bruge de øgede bloktilskud til det som det er givet til på finansloven eller hellere vil bruge pengene på noget andet. For så bagefter at igen hyle op om at hjælpeordninger er for dyre og i udpræget grad at forsøge at omgå gældende love og regler for at skære i ydelserne med hjælp fra Kommunernes landsforening som opfører sig som en Godfather der rådgiver om kommunal socialhjælpsunddragelse og organiseret fup og fiduser.

Jeg har sågar hørt om en kommune som gav en økonomisk bonus til deres medarbejdere i socialforvaltningen hvis de holdte budgettet. En lang række af ydelser blev stoppet så som medicintilskud og kørsel og gjorde pludselig livet for familier med børn med et handicap i den pågældende kommune til et økonomisk helvede fordi nu havde sagsbehandleren et personligt incitament til at sige nej. Det var dog heldigvis foreløbigt en enlig svale og vi har (læs havde. Men den må vi tage en anden gang) godt ankesystem.

Jeg vil ikke klandres for at være for dyr men vil heller ikke bare sig nej til velfærdsforringelser uden at komme med konkrete forslag til velfærdsforandringer Jeg vil gerne være med til at tale om at bruge velfærden mere effektivt og jeg vil gerne hjælpe kommunerne med en mere moderne tilgang til velfærd. Med de handicappolitiske briller på foreslår jeg Konkret at man I f eks Aarhus sløjfer sin udlicitering af reparation af hjælpemidler til Falck. Der bliver smidt i containervis af dyre næsten nye hjælpemidler ud som burde repareres bare med få billige tiltag eller i det mindste gives væk. Brug dog nogle af de kvikke kontanthjælpsmodtagere, flygtninge og indvandre, efterlønsmodtagere, folk i samfundstjeneste eller militærnægtere til i det mindste at forsøge at fikse de småting der skal til for at få det til at virke. Vi må kunne gøre det bedre end bare at lade Skatteborgernes penge betale Falck for at smide dyre næsten funktionsdygtige hjælpemidler ud.
Jeg går ind for skattelettelser for dem der har mest brug for det. Men det behøver ikke være på bekostning af kernevelfærd. Vi må sgu have råd til at fru Pedersen på plejehjemmet kan leve med respekt på sine ældre dage og ordentlige sygehuse, skoler, vilkår for mennesker og familier berørt af sygdom og handicap og ikke mindst have en respektabel ulandsbistand før skattelettelser.

Jeg er ikke i tvivl om vigtigheden i en progressiv arbejdsmarkedspolitik med en matchende ansvarlig socialpolitik. Men det vi er vidner til er et forældet fordelingsprincip. Lad os droppe at alle skal have lige meget af velfærdsydelserne. Hjemme hos os tager vi imod tilbuddet om børnepenge. Det er lidt hyklerisk fordi vi mener faktisk ikke vi har brug for dem. Vi tjener nok til at undvære, og jeg vil mene at hvis jeg har det sådan må andre også have det på samme måde idet vi ikke tjener ret meget tilsammen hjemme hos os, men nok, og jeg ville ikke brokke mig hvis jeg blev tvunget til at give lidt mere til sammenhængskraften og solidariteten og undvære 3500 kr hvert kvartal.

Der skal tænkes nyt for at bevare velfærdsstaten og sikre at vi alle har et sikkerhedsnet og det kan vi godt. Men vil vi? Eller vil egoismen og den hårde tone blot vedvarende sejre og stå i vejen for konstruktiv nytænkning til gavn for kernevelfærden og det Danmark som vi alle sammen gerne vil være stolte af.

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce