Tegning: Per Marquard Otzen

Tegning: Per Marquard Otzen

Læserbreve

Niarn havde ret, og Hanne-Vibeke Holst og jeg tog fejl

At antage kausalitet mellem sproget i musik og flere voldtægter er noget sludder.

Læserbreve

For knap ti år siden var rapperne, deres sprog og indvirkning på samtiden på sit højeste, ordet tween var ikke rigtig en del af det danske ordforråd endnu, og forfatteren Hanne-Vibeke Holst og rapperen Niarn stødte verbalt sammen på Politikens debatsider.

Min søn var tween og en del af den bølge, som kom med rapperne i Danmark for et årti siden. Han gik fra at være en blød dreng med kasserollehår til en Eminem-klon med baggy bukser og store T-shirts. Fandt en ny identitet fra mors dreng til noget, han selv havde valgt.

Som mor så jeg til. Lærte at affinde med mig den nye påklædning, selvom jeg syntes, han med sin stil og outfit signalerede noget helt andet, end han i virkeligheden var. Bragte ham i en retning, hvor han ikke hørte til. Havde svært ved at forstå, hvad musikken kunne sige ham. Snakkede om teksterne med ham, men måtte opgive at stoppe det, han var dedikeret. Og i det mindste så glæde mig over, at lillesøster ikke forstod dem endnu.

Og så kom Hanne-Vibeke Holst. Feministen og samtidsforfatteren. Hende, der gav mig Therese og med sin enkle pen kunne sætte ord på følelser og fornemmelser for en hel generation af kvinder.

Med et frontalangreb på rappere generelt, men Niarn i særdeleshed, klandrede hun ham og hans ligesindede for grovheden i deres tekster generelt. Måden at omtale kvinder på specielt. Hun mente, at deres tekster gav øget vold, flere voldtægter og mere utryghed i gaderne.

SÅDAN VAR DEBATTEN I 2004

Jeg var helt på hendes side. Bekymret for retningen og tendensen. Læste hendes indlæg med min søn. Han lyttede, men stod fast, syntes, at både jeg og forfatteren var forstokkede og ikke fulgt med tiden. Niarns svar på kritikken var i grove træk: Tag dig sammen, kvinde, og følg med i de nye tendenser – min søns ord, bare i en voksen og mere skarp version.

Meget er sket siden. Jokeren er blevet familiefar, og LOC til letkøbt underholdning i den bedste sendetid. Hanne-Vibeke Holst har lagt samtiden på hylden og skriver i stedet ud af sin egen fortid. Min søns baggy bukser er for længst lagt på hylden til fordel for nogle hipster-smalle af slagsen. Han voksede op uden at nærme sig kanten af noget, blev fan af lyrik og litteratur.

Så havde Niarn ret, og tog jeg og Hanne-Vibeke Holst fejl? I bund og grund ja – for at antage en kausalitet mellem et nedværdigende sprog i en rapsang og flere voldtægter som en eviggyldig sandhed er ikke bare letkøbt, men også noget sludder. Det er for banalt med et enten eller. Om ikke andet har historien og statistikkerne fortalt os noget andet.

Men Hanne-Vibeke Holst startede en nødvendig debat om sprog, og hvad det gør ved os. For selvfølgelig gør et sprog som fucking luder, bøsserøv m.v. – der for alvor blev alment dengang – både noget ved den, der siger det, og den, der modtager. Det afsendes med en hårdhed og mangel på respekt. Og modtages på samme måde uanset alder. Så selvfølgelig kan det påvirke adfærd og ageren. At påstå andet er også noget forbandet sludder.

INTERVIEW MED NIARN ANNO 2004

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Så begge havde lidt ret og uret. Og hvad så? Hvorfor gider jeg overhovedet skrive om to ligegyldige indlæg fra for ti år siden? Personligt af to grunde: Fordi jeg genopfriskede debatindlæggene med min datter, der længe har forstået og nu også skulle fortolke teksterne i gymnasieklassen. Og fordi det fik mig til at tænke over, hvilken samtid min nye tween er en del af. Hvilket sprog og tendenser, der er en del af hendes årgang, og hvordan jeg har det med det.

For hende handler det om flere platforme og med det flere steder, hvor man skal være på. Facebook, Instagram og Snapchat. Hjerter, kommentarer og likes. Og med alt det et sprog, der er helt anderledes end det, som Niarn, Jokeren og LOC præsenterede min søn og den generation for.

På Facebook og Instagram elsker og savner man hinanden, synes, alle vennerne er smukke. Der tælles likes, kommenteres og portrætteres. Mens det for ti år siden var drengene, der talte grimt til piger i en rapsang, er det nu pigerne, der taler pænt til hinanden. Men sjovt nok er resultatet det samme: Et stereotypt billede af kvinden som en, der mest af alt skal se ud. Nu skaber pigerne det bare selv.

KRONIK FRA 2004

Og igen er jeg bekymret for retningen og tendensen for min tween. Mener, at man da bliver lidt dummere af at være passiv iagttager af ligegyldigheder, sætte hår og lave trutmund. Synes, tiden spildes i cyberspace, og kønsrollerne bliver for karikerede. Drøfter det med hende. Men mangler debatten og Hanne-Vibeke Holst til at sætte i det i ramme med et sprog, man kan forstå. Måske hendes børn er blevet for gamle.

Alligevel er jeg blevet bare lidt klogere. Mere afdæmpet og nuanceret. Har lettere ved at slappe af og let go.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Min søn blev ikke gangster af rap, og jeg har erkendt, at tendenser – uanset om det er baggy busker eller likes – er tidens tegn formet af den verden, vi lever i. Men det er altid sundt med en debat og en sund skepsis, der kan give vores børn et nuanceret billede af det ungdomsliv, de befinder sig i. Så hverken den rå tone eller digitale selviscenesættelser kommer til at betyde mere, end tendenser skal:

Være noget, der fylder og former, men også kommer og går.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce