Kommunernes lovbrud koster borgernes retssikkerhed

Læserbreve

Systematiske lovbrud, arrogance og manglende socialfaglig kompetence hos kommunerne krænker danske borgeres retssikkerhed, på trods af en tydelig og klar lovgivning som skal sikre, at alle borgere får en hurtig og retfærdig sagsbehandling i systemet. Flere og flere borgere føler (med rette) at de bliver uretfærdigt behandlet og det ses tydeligt på den markante stigning af borgere, som ser sig nødsaget til at betale for en bisidder, eller rådgivning fra en faguddannet privat socialrådgiver (som undertegnede).

Når en borger føler sig tvunget til at søge udefrakommende hjælp og personligt punge ud, så viser det sig alt for ofte, at sagen er blevet fejlbehandlet. Det er en tydeligt stigende tendens indenfor arbejdsmarkedsager som blandt andet dækker sygedagpenge, sygemeldte på kontanthjælp, fleksjob og førtidspension mv.

Der gives mange undskyldninger på den negative udvikling og den mest dominerende i medierne er kommunerne der forklarer, at reglerne er alt for svære at forstå for den enkelte borger. Det er altså borgerne, der ikke evner at forstå reglerne, som simpelthen er for komplicererede og derfor søger de så åbenbart hjælp udefra.

På den anden side står Dansk Socialrådgiverforening som mener, at det er nedskæringer hos kommunerne, der overbelaster de ansatte og derfor er skyld i et stigende antal klager, da det presser fagligheden til det yderste og ikke giver mulighed for økonomisk råderum. Der er for få hænder til for mange sager. Ikke fordi antallet af borgere på sygedagpenge er steget markant, men fordi der er for få ansatte til at håndtere dem.

En af de to forklaringer er helt hen i vejret og det kan næppe komme som nogen overraskelse, at det er kommunernes forklaring der halter. Det kan nemlig aldrig nogensinde være borgerens skyld eller evne, som er skyld i at sager går i hårdknude og da mindst af alt pga. manglende forståelse. Det kan det ikke, fordi det meget tydeligt står beskrevet i Forvaltningsloven (§ 7), Serviceloven (§ 10) og Retssikkerhedsloven (§ 5), at kommunerne skal sikre at borgerne får den fornødne viden, er informeret ordentligt og bliver vejledt hele vejen igennem et forløb. Kommunerne er juridiske forpligtede til at tage hensyn til det behov borgeren har og den situation vedkommende står i.

Det er altså kommunerne, der skal forklare de her svære og komplicerede regler for deres borgere, ikke borgeren der skal evne at forstå dem. Hvis en borger ikke forstår loven på den ene måde, så er kommunerne forpligtede til at forklare det på en anden, forståelig måde. Det er altså ikke borgerne, der ikke kan finde rundt i den meget komplicerede juridiske jungle, men kommunerne selv, på trods af at de har ansat en del mennesker, der udelukkende er ansat med det ene formål at håndtere og forklare den slags sager for borgerne. Det eller også har de glemt, hvad deres funktion egentligt er: nemlig at yde en konkret service for landets borgere, som over deres skat er med til at betale kommunernes lønninger.

Grunden til at reglerne ikke bliver forklaret ordentligt for borgerne kunne meget vel tænkes, at ligge hos de mange kommunale nedskæringer over de sidste par år. Nedskæringer som blandt andet har medført, at sagsbehandlere ikke har mere end maks. 15 minutters behandlingstid pr. sag, hvilket presser den enkelte sagsbehandlers faglige kompetencer til det yderste. Og når en uddannet sagsbehandler stopper, så erstattes personen alt for ofte af en person uden hverken relevant uddannelse eller erfaring.

Hvad sker der, når kommunerne fralægger sig ansvaret overfor deres borgere?

Når kommuner aktivt ignorerer deres juridiske pligt i forhold til at sikre deres borgeres elementære retssikkerhed, så sker der det, der altid sker når man presser almindelige mennesker alle de forkerte steder. Borgeren går ned, og mister overblikket. og uden overblik og hjælp så kompliceres sagerne unødigt og derfor stiger antallet af klager mod kommunerne og flere og flere borgere vælger så selv aktivt at tage hånd om situationen og køber sig til konsulentvejledning og råd udefra. Det er jo så dem som stadig evner at gøre en anelse i forhold til egen situation. Hvad med dem som ikke engang evner det?

Typiske sager er arbejdsmarkedsager, som omfatter alt fra sygedagpenge, gensidig forsørgelsespligt, fleksjob og førtidspension. Hvert område har sine problemer – som f.eks. at borgere på sygedagpenge får stoppet deres sygedagpenge på forkert grundlag eller at unge under 40 nægtes førtidspension, på trods af f.eks. klar lægelig dokumentation. Hvis f.eks. sygedagpengene stopper eller der nægtes førtidspension, så ender borgeren ofte på kontanthjælp. En kontanthjælp som mange, mellem 35 og 50 år, ikke kan få, da de er gift og ryger ind under regelen om gensidige forsørgelsespligt. De er dog stadig registrerede som kontanthjælpsmodtagere, på trods af at de ikke modtager kontanthjælp, og er derfor selv underlagt gældende lovgivning på området hvis der stadig skal arbejdes i en sag.

Det er selvfølgelig ikke alle borgere, der oplever grove overskridelser på deres retssikkerhed, men man kan ikke komme udenom, at antallet af klager over kommunerne sagsbehandling vokser hvert år. Hvis man tror, at grov fejlhåndtering af sager kun er forbeholdt børne- og ungeområdet, som medierne har været særdeles opmærksomme på de sidste par år, så tager man fejl. Dette ses tydeligt i statistikkerne fra ankenævnene.

Det der meget typisk og oftest sker, er at kommunerne fuldstændigt har ignorereret, vælger at overse eller bevidst misforstår de lægeerklæringer, som koster kommunerne mange tusinde kroner pr. styk. at indhente. Når lægeerklæringer ulovligt ignoreres , så mister borgeren sine muligheder for at komme i fleksjob eller på førtidspension og ender derfor fejlagtigt på kontanthjælp. I værste tilfælde bliver de parkeret helt uden for systemet grundet den gensidige forsørgelsespligt. For mange kan det virke helt surrealistisk, måske endda helt u-troligt, at der kan ske den slags i en velfærdsstat som Danmark. Et land med et af verdens højeste skatteprocenter, som blandt andet er så højt for at sikre retssikkerheden for alle dets borgere. Men det sker desværre og uanset hvor grotesk det kan virke, så sker det efterhånden på daglig basis.

Et enkelt, meget tragisk, eksempel på hvad der kan ske når en kommune overhører al form for sund fornuft og almindelig lovgivning er den 26-årige MS, som har ikke en eller to, men 12 fysiske diagnoser. På trods af ekspertudsagn fra læger, selv internationalt anerkendte forskere, om at MS på ingen måder er i stand til at arbejde, samt lægeerklæringer der tydeligt siger, at et arbejde kun vil forværre hendes situation til det væsentligt værre, så blev det ignoreret af Mariagerfjord kommune. Sagen er blandt andet omtalt af DR her

Mariagerfjord Kommune var forpligtet til at sikre, at MS’s sag blev vurderet på baggrund af lægeerklæringerne, men valgte i stedet for at henvise MS til et dagtilbud i psykiatrien, som de mente var mere relevant end at følge lægelige udtalelser. Det var ikke en psykiater, der vurderede dette, men kommunens egne sagsbehandlere. At tre andre psykiatere allerede havde udtalt, at MS var psykisk helt diagnosefri, blev fuldstændigt overset og ignoreret af kommunen. Det var ikke MS’s hoved det var galt med, det var udelukkende kroppen og alle mulige behandlingsmuligheder er blevet udtømt. Det er forkasteligt, at en ung kvinde og adskillige lægelige fageksperter bliver så groft tilsidesat, men årsagen behøver man ikke lede længe efter.

MS er under 40 år og derfor laver kommunen det ene mere underlige krumspring efter det andet, for at undgå, at der tilkendes førtidspension til MS. Uanset hvor berettiget det måtte være og uanset hvor mange lovgivninger kommunen aktivt overser i processen. Det er ikke første gang det sker og MS er ikke et enkeltstående tilfælde hos kommunerne, tværtimod.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Når man ser så grimt et eksempel, så kan man ikke være i tvivl om hvad der vejer tungest når kommunerne skal prioriterer: økonomisk kassetænkning eller borgerens bedste. Der er ikke engang tale om, at de forskellige kommuner har kunnet misforstå loven eller fundet et smart smuthul i loven, som regeringen har overset. Der er ingen smuthuller og lovene, der arbejdes med indenfor arbejdsmarkedsager, er meget klare og entydige. Det er meget klart beskrevet hvornår og hvordan der skal vurderes og tilkendes f.eks. førtidspension i en given sag. Taget i betragtning af, at der kommer flere og flere klager over kommunerne og hos Ankenævnene, samtidigt med at Dansk Socialrådgiverforening banker højere og højere i bordet, så kan det virke meget underligt, at regeringen har besluttet sig for at gribe så voldsomt ind i forhold til fleks- og førtidspensionsordningen.

Når regeringen skaber reformer af uvidenhed er det alle der betaler prisen

Det giver god mening, at kommunerne jubler over den nye fleks- og førtidspensionsreform, som er annonceret til at træde i kraft januar 2013, når man anvender økonomisk smalsyn og praktiserer kassetænkning. Enkelte kommuner er endda så glade, at de allerede er begyndt at tage lovgivningen i brug, mens de lovpriser regeringen for deres smukke reform, som ifølge dem selv f.eks. vil hjælpe et hav af unge under 40, med at få et meningsfuldt liv på arbejdsmarkedet.

Når man har set alt for mange eksempler som MS og ved, at der allerede nu er mange flere borgere, der bliver behandlet på samme nedværdigende, ulovlige og umyndiggørende måde, så kan det være svært at se det smarte i den nye reform og ikke tolke den nye reform, som rendyrket politisk uvidenhed, ligegyldighed eller arrogance. For når den nye fleks- og førtidspensionsordning træder i kraft, vil det kun forværre situationen og i endnu højere grad tillade kommunerne, at dyrke en fuldstændig ansvarsløs form for kassetænkning overfor landets borgere.

Med den nye fleks- og pensionsreform skabes der nemlig et helt lovligt ”smuthul”, som ikke var der før. Det ”smuthul” hedder ressourceforløb. Det vil sige, at alle under 40, uanset hvad lægen har sagt, nu kan blive smidt ud i det ene ressourceforløb efter det andet, indtil de rammer den rigtige alder, nemlig 40 år(!). For MS vil dette konkret betyde, at hun kan risikere at blive smidt rundt i det ene mere nyttesløse ressourceforløb efter det andet, på trods af, at dette vil forværre hendes i forvejen dårlige helbred, indtil hun har nået den rigtige alder. Hvis hun vel og mærke overlever længe nok.

Regeringens naivitet og totalt manglende sans for hvad der rent faktisk foregår ude i kommunerne, er særligt påfaldende i forhold til den nye fleksjobreform. Her har regeringen, uden belæg eller dokumentation, åbenlyst påstået at med den rette ”motivation”, vil mennesker med så lav en arbejdsevne som vurderet ned til mak. to timer om ugen, uden problemer, kunne finde sig et job. Det lader ikke til at regeringen har overvejet, at der rent faktisk findes mennesker i Danmark, som uforskyldt kan være påvirket af helt konkrete sygdomme, som gør dem ude at stand til at arbejde.

Det der endvidere er forundrende er, at denne påstand står næsten fuldstændigt uanfægtet hen, på trods af at de fleste almindelige mennesker udmærket godt ved, at der ikke findes arbejdsgivere der ønsker en medarbejder, der kun kan bidrage med få timer om ugen. Bare papirarbejdet i sig selv, for en to timers ansættelse om ugen, er helt ude af proportioner i forhold til det man får ud af det. Man kan undre sig over, at der ikke er blevet spurgt ind til holdningen til den nye fleksjobreform, hos små og mellemstore virksomheder, da det vil være dem, der skal bære den tungeste byrde og ansvar. Sidst men ikke mindst, så vil den nye måde man skal beregne fleksjobbers tilskud samt det faktum, at de er uden for overenskomsternes almindelige beskyttelse i forhold til løn og arbejdsvilkår betyde, at staten og kommunerne kan blåstemple muligheden for social løndumpning overfor mennesker, der står i en særdeles sårbar situation.

I Danmark har vi tradition for at kompenserer og beskytte de svageste i samfundet, blandt andet med en yderst velfungerende fleksjobordning, men den nye reform ødelægger kompensationsprincippet, som før sikrede disse mennesker en mulighed for, på trods af et anseligt handicap og funktionsnedsættelse, en anstændig mulighed for at oppebære en tålelig tilværelse, blandt andet igennem en overenskomstberettiget løn og ordentlige arbejdsvilkår. Den nye fleksjobreform virker særdeles uigennemtænkt og fjerner ukritisk en velfungerende ordning, uden at man har undersøgt de eksisterende problemstillinger hos kommunerne.  Det virker ikke som om regeringen overhovedet forstå hvad et sagsforløb er.  De fleste borgere har allerede, inden en mulig fleks- eller førtidspensionsordning, gennemgået et langt forløb på enten sygedagpenge, kontanthjælp eller gensidig forsørgelsespligt.  Deres økonomiske ressourcer og muligheder er fuldstændigt udtømte, inden de så skal starte på en fleksjobordning, som nu ikke længere er lønsikret over en overenskomst og dermed kun vil forringe deres økonomiske forhold endnu mere. Det er ikke sociale nassere. De er svage. De har brug for hjælp og beskyttelse. Mere kompliceret er det ikke.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Mennesker, der i forvejen kæmper med voldsomme, lægedokumenterede, helbredsproblemer og i forvejen har svært ved at klare sig i hverdagen, skal nu kæmpe med fuldstændigt urimelige økonomisk vilkår, uden overenskomst, fordi regeringen ikke ved hvad der foregår og kommunerne praktiserer økonomisk kassetænkning. Har regeringen overhovedet læst den tidligere fleks- og førtidspensionsreform, som faktisk fungerer helt fint, så længe kommunerne overholder loven. Det lader til, at regeringen bare har besluttet, at det er landets "forkælede" borgere, det er galt med. De vil alle sammen nasse på samfundet, uanset hvor mange dyre lægeerklæringer og ekspert udsagn der måtte være. Det mindste man kan forvente af politikere, der har deres og deres børns pensionsordning på det rene, er at de gør deres arbejde grundigt og ordentligt! Så inden januar 2013 er det mindste man kan kræve af dem, at de læser den gamle reform, tager sig en lille snak med de små og mellemstore virksomheder, samtidigt med at de tjekker hos ankenævnede og måske endda undrer sig lidt over hvordan det kan være, at landets borgere er nød til at ansætte private sagsbehandlere for at få den nødvendige hjælp de burde være sikret i en demokratisk velfærdsstat.

Med håbet om at ovenstående er en lille øjenåbner til regeringen og kommunerne

Ricky Magnussen, hårdt kæmpende privat socialrådgiver, som ofte bliver edderspændtrasende over den måde borgeren behandles på ude i kommunerne!

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce