Det ville være befriende, hvis Danmarks økonomiske nedtur kunne reduceres til en psykologisk brist hos regeringschefen.

Men postyret over Lars Løkke Rasmussens private ferieplanlægning kan og må ikke overskygge det voksende underskud. Personfnidder skal ikke skjule nøgletallene.

På sit ugentlige pressemøde forsøgte statsministeren i går at dreje opmærksomheden væk fra sit privatliv for at fokusere på de dårlige statsfinanser. Det er tiltrængt. Danmark står med et gigantunderskud, der er delvis selvforskyldt. VKO-blokkens hidtil uansvarlige økonomiske politik med skattelettelser og stop for økonomiske reformer har slået bunden ud af statskassen.

LÆS OGSÅRådgiver: Løkke snublede med cykel-spøg

Det handler om økonomien, fjolser. Sådan lød slagordet fra en af de største comeback kids i nyere politisk historie, den senere amerikanske præsident Bill Clinton. I går forsøgte Lars Løkke Rasmussen at gentage tricket: »Politik handler om politik«, lød det fra den hjemvendte statsminister, som en venstreminister kaldte for »sur, irritabel og frustreret«.

For første gang siden det såkaldte grønærtforlig i 1997 og efterlønsreformen i 1998 er regeringen tvunget til at fremlægge en hestekur – og senere på året en sparefinanslov. Hvis statsministerens forsikringer om, at VK-regeringen vil tage ansvar for det underskud, som er opstået som tømmermænd efter bobleøkonomien i 00’erne, er Lars Løkke nødt til at stille sig i spidsen for besparelser, nedskæringer og stigende skatter.

Fra overskud til dundrende underskud
For første gang i VKO-blokkens epoke skal en venstrestatsminister tage ansvar for at bringe balance i budgetterne på den hårde måde. Nu er det slut med Anders Foghs fupnummer med at tære på friværdien – og så i øvrigt aflede opmærksomheden med mere eller mindre fiktive værdipolitiske bråvallaslag. Nedturen kan ikke længere tales væk.

Statsfinanserne er på rekordtid gået fra overskud til dundrende underskud. Og uanset hvilken statsminister, der sad i spidsen for en mindretalsregering, ville han eller hun være indhyllet i krisestemning.

Problemerne er kun lige begyndt. Statsministeren fortjener derfor ære for at dreje dagsordenen over på økonomien. Statens finansielle underskud er nemlig et større problem end det manglende personlige overskud i regeringspartierne.

Udfordringen med at få de borgerlige til at enes om, hvordan regeringen betaler regningen for den uansvarlige overbudspolitik i 00’erne, vil blive vanskeligere end at svare på tabloidpressens gossipspørgsmål.

Foreløbig har postyret kun tjent som en kærkommen afledning for det faktum, at regeringen har brugt uger og måneder på at enes om den såkaldte konvergensrapport, der afdækker krisens egentlige omfang. Rapporten, der snart endelig fremlægges, vil blive omdrejningspunktet for debatten i resten af 2010.

Det afgørende spørgsmål bliver her, om Dansk Folkeparti vil være med til oprydningen efter festerne i 00’erne. Fra nu af handler realpolitik igen om økonomi.