Er Irak i særdeleshed, og verden i al almindelighed, et bedre sted at være, end hvis USA’s invasion af Irak, og hvad deraf fulgte, aldrig havde fundet sted?

Det er det spørgsmål, der spøger under mediedækningen i forbindelse med, at de amerikanske soldater i Irak er reduceret til 50.000 og med udgangen af denne måned trækker sig ud af de løbende kampoperationer. Om et år skal amerikanerne være ude af landet.

ANALYSEHar Irakkrigen været det hele værd?

Spørgsmålet er det, man med et fint ord kalder kontrafaktisk og dermed principielt umuligt at besvare. Hvad ville der være sket, hvis Irak ikke var blevet invaderet i marts 2003? Ingen kan vide det.

At Irak i dag er i en elendig forfatning, står til gengæld fast. Landet har oplevet et samfundsmæssigt sammenbrud, der har kostet langt over 100.000 menneskeliv, uoverskuelige ødelæggelser og flere millioner flygtninge både internt og eksternt. Selv om der ikke længere er åben krig mellem shiaer og sunnier, som i 2006-2008, gennemsyrer vold stadig landet, og risikoen for borgerkrig lurer stadig.

Et godt eksempel på plus og minus i hverdagslivet er elektricitetsforsyningen. Irakere har fået mulighed for at erhverve langt flere elektriske apparater end før invasionen. Til gengæld er den del af behovet for strøm, der kan tilfredsstilles, faldet fra 85 procent i 2003 til 58 procent i dag.

Noget af det mest opløftende siden 2003 har været almindelige irakeres interesse for at stemme. Desværre er der ikke meget andet end valgdagen, der fungerer. Ytrings- og informationsfriheden er under pres. Her et halvt år efter sidste valg klynger valgets taber sig stadig til magten.

Hvad værre er: Ingen af de basale opgaver, som politikerne står for – fra magtdeling til oliefordeling til bare nogenlunde gennemsigtig regeringsførelse – er blevet løst.

Magtpolitisk har krigen været et nederlag for USA. Den har styrket Iran og stimuleret demokratiskepsis i Mellemøsten. Samt gjort det sværere for supermagten at gribe ind andre steder – også når det måtte være berettiget.

Det kunne være gået anderledes. Iraks forudsætninger for at blive stabilt og demokratisk var langt bedre end Afghanistans, hvor der tegner sig et lignende, strategisk nederlag.

At katastrofen ikke var uundgåelig, men er konkret, politisk menneskeværk, er den vigtigste lære, vi kan drage af Iraks uafsluttede tragedie.