15 år efter krigens afslutning i Bosnien viste landets valg i søndags, at det ligner en fejlslagen stat midt i Europa.

I den kategori regnes normalt ludfattige lande uden et fungerende statsapparat som Haiti og flere afrikanske stater. Bosnien har derimod modtaget langt over 80 milliarder kroner i international hjælp og har overflod af magtinstitutioner, der dog modarbejder hinanden.

Den kunstige stat blev presset ned over bosnierne af det internationale samfund med Daytonaftalen i 1995. Dayton afsluttede over tre års krig, men fastfrøs Bosnien som etnisk delt imellem serbere, kroater og bosniakker (muslimer).

LÆS OGSÅ Bosnien sukker efter fornyelse

Med de to sidstnævnte i en fælles føderation og serbernes Republika Srpska var fælles magtorganer på forhånd magtesløse. Målet var tydeligvis ikke at skabe en fungerende stat, men at få indbyggerne til at holde op med at dræbe hinanden.

De holdt op, men er fastlåst i et strukturmareridt, der forhindrer økonomisk udvikling. Tocifrede væksttal i årene lige efter krigen blev afløst af stagnation, og investorer trak sig ud, da der skulle et utal af godkendelser til projekter og lige så mange bestikkelser.

Det er især EU-landes ansvar at hjælpe Bosnien ud af dødvandet. Hvad gør Danmark? Lukker sin ambassade i Sarajevo.

Det er ufattelig dumt. En EU-ambassade kaldes en erstatning, men der er ikke brug for et større EU-bureaukrati i Bosnien. EU-lande må engagere sig meget mere og blive.

EU’s ansvar er primært Bosnien set i regional sammenhæng.

Det splittede EU-medlem Cypern tjener til afskrækkelse med Grækenland til at forsvare de græske cyprioters interesser.

Kroatien står på EU’s dørtrin, men det bør være en betingelse for at komme ind, at Kroatien påvirker Bosniens kroater positivt. Serbien er kommet nærmere EU, men må gøre sin indflydelse gældende over for Bosniens serbere. EU bør klart fortælle de to lande, at status quo i Bosnien forsinker medlemskab for dem.

Problemet kan også ses i sammenhæng med almene tendenser til fragmentering og regionalisering i Europa. Belgien kan eksempelvis næppe kaldes en stat, der hænger sammen.

Der er dog meget stor forskel fra en stat skabt af etnisk udrensning, hvor titusinder stadig venter på at vende hjem.

EU bør snarest enes om en køreplan, som kan bringe Bosnien ud af Daytonaftalens absurditeter.