Forpludring. Forfatteren Leonora Christina Skov har trukket en del rampelys ved at klage over støtten til en række af sine kolleger. - Foto: PETER HOVE OLSEN

Få ting i verden er så synlige, gennemsigtige og totalt transparente som litteraturstøtten i Danmark.

Hver evig eneste krone og øre, der uddeles af Statens Kunstfond og af Statens Kunstråd, kan man finde på institutionernes hjemmesider, hvoraf det også fremgår, hvem der har uddelt pengene.

LÆS LEDERHvad må litteratur koste?

Det har derfor sin egen mystik, at Dansk Forfatterforening nu så indtrængende har anmodet kulturminister Per Stig Møller om at opklare litteraturstøtten og dens fordeling.

Men knap havde forfatterne afsendt deres åbne brev til kulturministeren, før han var klar med kommissoriet for et udvalg, der skal undersøge den samlede kunststøtte i Danmark.

Dette arbejde er der god brug for, så sandt som bureaukratiet omkring Kunstfond, Kunstråd og Kunststyrelse har antaget byzantinske dimensioner takket været daværende kulturminister Brian Mikkelsens omfattende og vidtforgrenede forenklinger.

Det nye udvalg, under ledelse af tivolidirektør Lars Liebst, skulle nok ad åre kunne foreslå et par ægte forenklinger.

Men før udvalget engang med tiden siger noget, siger forfatterne allerede en hel masse.

Navnlig forfatteren Leonora Christina Skov har trukket en del rampelys ved at klage over støtten til en række af sine kolleger.

Et tjek af de fuldstændig åbne oplysninger på Kunstfondens og Kunstrådets hjemmesider viser, at forfattere som Kirsten Hammann, Naja Marie Aidt, Søren Ulrik Thomsen og Katrine Marie Guldager løbende har fået støtte, og lægger man de samlede beløb over ca. tyve år sammen, når man for enkeltes vedkommende op omkring et par millioner kroner – altså cirka 100.000 kroner om året.

LÆS OGSÅFærre støttekroner udløser intern splid blandt forfattere

To konklusioner turde være uomgængelige:

For det første er det forbløffende, i hvilken grad det er lykkedes de skiftende udvalg at fremme lige netop den litteratur, som har høj kvalitet, som kan møde et stort publikum, og som ikke desto mindre har svært ved at klare sig på de givne markedsvilkår.

For det andet er det næsten beskæmmende, så lille støtten alt i alt har været til disse forfatterskaber, som vel godt allerede nu kan siges at have fundet blivende plads i dansk litteraturhistorie.

Kunststøtte gives ikke af hensyn til kunstnerne, men af hensyn til samfundet. Men det hindrer selvfølgelig ikke enkelte kunstnere i at forsludre debatten om støtten.