Der er mange måder at prioritere på i sundhedssystemet.

Alligevel lød det som en dårlig joke, da Politiken forleden kunne fortælle, at det i det psykiatriske system er de svageste patienter, man smider på gaden først.

LÆS ARTIKELSvageste sindssyge smides først ud

Nye tal dokumenterer sort på hvidt, at misbrugspatienter af kød og blod kun er indlagt halvt så længe som andre psykisk syge. Til gengæld, ja vel nærmest selvfølgelig, bliver misbrugerne indlagt dobbelt så ofte som andre patientgrupper.

»Man når hverken at behandle deres misbrug eller deres psykiske lidelse ordentligt. Og så kommer de til at gå ind og ud ad svingdøren«, som Peter Ege, socialoverlæge i København, sagde til Politiken.

Og man behøver vel næppe tilføje, at denne form for ’svingdørsbehandling’ på sigt gør behandlingen betragtelig dyrere for samfundet.

Det dobbelttragiske er, at penge faktisk spiller en betydelig rolle for den mærkelige prioritering: De psykiatriske behandlingsinstitutioner har nemlig svært ved at rumme misbrugerne, fordi de udgør en langt mere krævende patientgruppe.

Mange gange føler lægerne ligefrem, at de er nødt til at beskytte og afskærme de andre patientgrupper, så ’almindelige’ patienters behandlingsforløb ikke bliver spoleret af de krævende misbrugere.

Mens det altså giver god mening at opdele patientgrupperne, er det nu en anden øvelse, man står over for, når landets eneste afdeling kun for psykisk syge misbrugere til juni bliver halveret som led i en spareplan. En mere hovedløs prioritering skal man lede længe efter.

Som det fremgår, behøver man ingen højere eksamen for at se, at det går i den forkerte retning for psykiatrien i Danmark. Dysfunktionerne trives i bedste velgående.

Værst er det enorme mismatch mellem antallet af patienter og behandlingsmuligheder: Fra 2001 til 2009 faldt antallet af psykiatriske sengepladser fra 4.031 til 3.158, mens antallet af patienter voksede med næsten 27.000.

Det store spring fremad for psykiatrien, som fortalere for kommunalreformen talte om, er også udeblevet – nærmest forvandlet til tilbageskridt. Der er ellers ikke noget principielt i vejen med at dele opgaverne mellem regioner og kommuner.

For misbrugerne har det bare fået den kedelige bivirkning, at alle, regioner, kommuner og landspolitikere, nu fraskriver sig deres del af ansvaret. Og dette er naturligvis helt misforstået.

Det må være, når borgerne er svagest, at myndighedernes ansvar bliver størst.