Fred mellem Israel og palæstinenserne kan ikke baseres på illusioner. Det siger Israels regeringschef, Benjamin Netanyahu.

Sandt nok. Men spørgsmålet er, hvad der er den største illusion: at en fredsaftale bygger på grænserne, før Israel besatte Gaza, Vestbredden og Østjerusalem i 1967? Eller: at Israel kan få fred, hvis det annekterer dele af disse områder uanset palæstinensernes modvilje?

En israelsk annektering vil kun føre til mere konflikt.

LÆS ARTIKELNetanyahu siger blankt nej til Obama

Accept af 67-grænserne med mindre forhandlede justeringer har modsat været Barack Obamas besindige udspil under Netanyahus besøg hos USA’s præsident.

Og det er stærk kost at beskylde USA for illusioner eller illoyalitet over for Israel. Hvis nogen har været og er garant for Israels overlevelse og tryghed, er det USA.

Illusionen er helt på Netanyahus side, hvis han forestiller sig, at Israels bedste ven skal kunne forsvare israelsk annektering.

Pointen er, at Israel har akut interesse i at komme fri af sin selvdestruktive rolle som besætter af det palæstinensiske samfund.

Den palæstinensiske stat må nødvendigvis bestå af Gaza og Vestbredden. Og både Israel og den ny stat Palæstina må sikres en hovedstad i et åbent og udelt Jerusalem.

Israel vil gøre klogest i at konkretisere sin vilje til at overlade de besatte områder til en ny stat – og i at anerkende det palæstinensiske samfund som en nation. Det vil forpligte den ny palæstinensiske samlingsregering forud for afstemningen i FN’s Generalforsamling til september om netop en formel anerkendelse af ’Palæstina’ som stat.

Den ny palæstinensiske koalition af Fatah og Hamas bør samtidig vise sig værdig til regeringsansvar ved utvetydigt og udtrykkeligt at anerkende Israel og dets ret til sikkerhed, side om side med Israel.

Desværre synes ikke så få lande mere optaget af at score hurtige point i denne mediepopulære FN-afstemning end af konkret at få de to parter til at forsone sig.

Det kan man ikke beskylde USA og Barack Obama for.