Meningen med forsøget på at sætte en ny dagsorden i den såkaldte udlændingedebat var naturligvis ikke at overbevise Pia Kjærsgaard om, at islam ikke er en terrorbevægelse, Søren Krarup om, at man ikke behøver være kristen for at være dansker eller Mogens Camre om, at muslimerne ikke kun venter på, at de er blevet nok til at slå os alle sammen ihjel. Netop de tre ændrer næppe opfattelse. Nej, målgruppen var en anden og større, nemlig alle dem, der ikke tager afstand fra Dansk Folkeparti og dets meningsfæller, og som dermed er med til at give hadefuldhed og diskrimination så meget plads i vores samfund. Det drejer sig naturligvis ikke kun om 'tonen'. For det første er det ikke tonefaldet, der er noget galt med, når islam kaldes for en terrorbevægelse og muslimer for kræftknuder. Det er ordene og ikke 'tonen', der er løgnagtige, forhånende og truende - hvad enten de nu falder på den ene eller den anden side af straffelovens grænser. Og det drejer sig heller ikke kun om ord. De nye indfødsretsregler er handling og magtudøvelse. Det er både 24-års regel, tilknytningskrav, starthjælp, Flygtningenævnets sammensætning og den tandløse antidiskriminationskomité også. Det er ikke 'tonen', der udgør substansen i de mange rapporter med dokumentation for menneskerettighedskrænkelser herhjemme. Når kritikerne får svar, er det ikke desto mindre tit en blanding af bagatelliserende snak om 'god tone' og klassiske prokuratorkneb. Integrationsministeren lagde ud med et krav til forfatterne om, at de hellere skulle yde noget lektiehjælp til indvandrere og på anden måde støtte integrationen. Det kan hun selv være, må være svar nok til så letkøbt en replik. Allermest populært - i Jyllands-Posten, Berlingske Tidende og Weekendavisen - har det været at etablere en bekvem, men helt igennem falsk symmetri mellem debattens såkaldte fløje. Jo, Louise Frevert er langt ude, men det er forfatterne og de andre også, når de tager så skarpt afstand fra diskrimination og fremmedhad, lyder refrænet. Selv hvis det var sandt, at retorikken var lige skarp på begge sider - hvordan det så skulle måles - burde standpunktets absurditet være indlysende. For yderpunktet er i det ene tilfælde racisme, i det andet antiracisme. Og hvor antiracisme som standpunkt i værste (eller rettere sagt bedste) fald kan være overflødig at markere, så er racisme som bekendt både strafbar og moralsk forkastelig. Det nye år vil forhåbentlig bringe bedre svar på de gode spørgsmål, der nu er sat på dagsordenen.