Terror i Norge

22. juli 2011 kl. 15.26 2011 eksploderede en bombe i Oslos centrum. Otte personer blev dræbt.

Få timer efter gik en bevæbnet mand klædt som politimand omkring på øen Utøya, hvor unge fra Arbeiderpartiets ungdoms-
organisation var samlet. 69 blev dræbt.

INTERAKTIV GRAFIK: Følg Anders Behring Breiviks rute på Utøya

Den 33-årige højreekstremist Anders Behring Breivik har erkendt sig skyldig begge angreb. Han mener dog, at han handlede i nødværge for at forhindre, at det norske samfund blev udslettet af den muslimske kultur.

Den 24. august idømmer retten i Oslo ham den strengeste straf i norsk straffelov, forvaring i 21 år.

Reelt kan det ende som en livstidsdom i fængslet, da domstolen efter 21 år kan forlænge hans straf med fem år ad gangen, hvis det skønnes, at Breivik stadig er til fare for samfundet.

Læs alt om terrorangrebene

Der er øjeblikke, der ikke forsvinder.

Mordet på Olof Palme 28. februar 1986. Terrorangrebene på USA 11. september 2001. Bomberne i Londons undergrund 7. juli 2005.

Og nu bomben midt i Oslo og drabene på ungdomspolitikere 22. juli 2011.

I skrivende stund ved vi ikke, præcis hvad der er sket, og endnu mindre, hvem der står bag og med hvilken hensigt.

Vi ved ikke, hvad de vil, og hvilken syg logik der får nogen til at iværksætte deres eget ragnarok en sommerdag i Oslo og på Utøya.

Det, vi ved, er, at de har ramt nogle af dem, der står os nærmest, og som vi har allermest tilfælles med. Vi deler historie, sprog, kultur og syn på, hvad et samfund er og ikke er.

LÆS OGSÅHer er de seneste billeder fra Oslo

Det er et fællesskab, der hviler på troen på, at når vi står sammen, når vi længst, og når vi beskytter de svage, bliver også de stærke stærkere.

Det er en smuk vision, og ingen kæmper stærkere for den ude og hjemme end Norge. Demokratiet er én del af billedet, respekten for de anderledes en anden, solidariteten med dem i denne verden, der er mest udsat, en tredje.

Uanset de tab, Norge har lidt, uanset smerten og chokket er intet af det truet. Dertil er det for stærkt.

Men det var ikke kun Norge, der var målet. Det var alle os, der deler værdier med nordmændene. Det var Norden, Europa, hele den demokratiske verden.

Vi er ramt sammen, og vi deler sorgen og smerten. Vi deler også følelsen af sårbarhed og bevidstheden om, at det lige så godt kunne have været her, i Stockholm, Berlin eller London, terroren havde ramt.

Vi er fælles om den trods, der nu forener det norske folk: Hvad terroren end ville, vil de feje gerninger ikke fremme deres sag. Et demokrati kan forekomme svagt og ubeslutsomt for den, der ikke forstår det.

Men når det gælder forsøget på at sætte sin vilje igennem med vold og terror, vil Norge stå fast imod – og vi vil stå sammen med dem.

Borgere i demokratiet kan være uenige om mangt og meget. Vi kan være magelige og selviske. Uengagerede og tilsyneladende ligeglade. Men man skal ikke tage fejl.

Demokratiet findes i verden, fordi det er stærkt og beslutsomt, når det gælder. Det henter sin vilje og sin styrke fra netop de kilder, dets fjender opfatter som svaghed: fra den frie debat, det åbne samfund, tilliden til og respekten for samfundets borgere.

Vi er sårbare over for meningsløse anslag, javel. Men terror får os ikke til at tage demokratiets og det åbne samfunds grundsten op til revision. Tværtimod.

Afskyen samler os om det, vi har til fælles, og som vi vil værne om. Terroren er ikke en del af den politiske debat. Den er en forbrydelse, og dens bagmænd skal afsløres og stilles til ansvar.

Bomben i Oslo kan vi ikke få til at forsvinde. Det er den onde hensigt, vi sammen vil forvinde.