I dag står billedet klarere.

Smerten, sorgen, tragedien. Nu kender vi omfanget, målet, meningsløsheden.

Vi ved, at flere end 90 mennesker er dræbt, flere såret. Langt de fleste er unge, der var på politisk sommerlejr organiseret af det norske Arbeiderparti. Det er næsten ubegribeligt. Og alligevel nu en del af vores fælles virkelighed. En erfaring, vi må lære at håndtere, forstå og leve videre med: Det kan ske.

Alt tyder på, at ugerningen er forøvet af en enkelt højreekstremistisk nordmand, eller af ganske få. Terroren har ramt os indefra. Fra en forkvaklet politisk analyse er en eller flere skredet til handling, øjensynlig vendt direkte mod det Arbeiderparti, der mere end noget andet repræsenterer det moderne Norge.

Han – og de, der måtte have været med ham – har valgt at ramme demokratiet der, hvor det er allermest sårbart: på tilliden, åbenheden og medmenneskeligheden. Mordet med koldt blod på unge engagerede mennesker kan kun opfattes som et forsøg på at dementere både samfundets legitimitet og de værdier, det bygger på.

Attentatmanden, eller -mændene, har haft blik for det enkle og indlysende forhold, at vores største styrke – åbenheden og tilliden – samtidig er vores største svaghed. Ingen har taget højde for, at det, som skete på Utøya, kunne ske. Nu er vi tvunget til at erkende, at det kunne det.

Der er ingen, der kan give de dræbte deres liv tilbage, og rædslen og sorgen rammer mange, mange flere.

Alligevel er der en slags trøst at hente ved visheden om, at selv en så skrupelløs niddingsdåd ikke kan slå demokratiet ud af kurs. Den norske regering har med statsminister Jens Stoltenberg i spidsen optrådt med værdighed som samlingspunkt for et land og et folk, hvor alle er dybt berørt.

Vi kan ikke sikre os mod terror som den, der ramte på Utøya og i Oslo. Vi kan tænke over, hvor hadefuldt vi taler i den politiske debat, og hvor stærkt vi dæmoniserer vore politiske modstandere. Vi kan styrke politiets indsats over for voldelige og ekstremistiske miljøer. Men der gives ikke garantier. Og til syvende og sidst må vi leve uden.

Frygten og mistænksomheden skal ikke få overhånd. Vi vil insistere på en fri, åben og rummelig debat, på, at politisk engagerede unge også fremover kan mødes på sommerlejr, og på, at regeringens centrale kontorer ikke barrikaderes bag mure og volde.

Sådan er demokratiets vilkår.