IKKE EN rød reje må det koste. Det er den deprimerende præmis for den nye læreruddannelse, som et bredt flertal i Folketinget nu er enedes om. Den lader vi lige stå et øjeblik. Udviklingen af den mest centrale uddannelse for fremtidens folkeskole vil det danske velfærdssamfund ikke ofre en krone på. Og det i en situation, hvor alle er enige om, at udfordringen aldrig har været større, og hvor hver femte elev forlader skolen med et utilstrækkeligt fagligt niveau, for nu at sige det meget pænt. Hver femte elev! Det er forstemmende, det er forargeligt, og det er fattigt. Og det er meget langt fra den grundlæggende reform af læreruddannelsen, som regeringen bebudede, da den tilbage i 2002 fremskyndede evalueringen af uddannelsen. Det må være tilladt at ærgre sig over, at der ikke var politisk mod og vilje til at gøre læreruddannelsen femårig og give den akademisk niveau, som det kendes fra andre europæiske lande. I lyset af de udfordringer og problemer, skolen slås med, ville en offensiv styrkelse af læreruddannelsen ikke være en luksus. ER DEN nye uddannelse så katastrofal? Nej, slet ikke. Når der nu er 'skattestop' for en offensiv uddannelsespolitik, er resultatet ikke så ringe endda. Den nye uddannelse tager afsæt i flere af de områder, som blev kritiseret i evalueringen for fire år siden. Den betoner, at de studerendes kvalifikationer ved optagelse på linjefagene mindst skal svare til gymnasialt B-niveau. Tak for det. Andet ville også være uforsvarligt. Den nye uddannelse styrker praktikken ved, at alle praktikperioder skal bedømmes. Igen rigtigt. Uden et solidt praktisk fundament ingen ordentlig undervisning. Derfor er det også et fremskridt, at den nye uddannelse forbedrer samspillet mellem det faglige, det pædagogiske og det praktiske aspekt. Den vigtigste ændring i reformen er indførelsen af aldersspecialisering i linjefagene dansk og matematik, så de kommende lærere i disse fag uddannes til at undervise henholdsvis de yngre og de ældre klassetrin. En rigtig specialisering, som er et opgør med tanken om, at undervisningen af den håbefulde 1.-klasses-elev kræver samme kvalifikationer som at fastholde en teenagers interesse for faget. Ved at styrke fagligheden og aldersspecialiseringen er den nye uddannelse en god lappeløsning. Men det må samtidig konstateres, at der ikke er vilje til en visionær politik for at udvikle folkeskolen og gøre noget ved de store problemer, som knytter sig til den.