Digital adgang med e-avis for 149 kr./md.

Formynderi

Lyt til artiklen

DENGANG I 1970'erne, da den revolutionære venstrefløj spillede en vis rolle i den danske offentlighed, havde de venstreorienterede et smart greb, når man konfronterede dem med den kendsgerning, at kun et lille mindretal af befolkningen, og et endnu mindre mindretal af arbejderne, støttede deres revolutionære ideer. Teorien gik ud på, at alle disse mennesker led af 'falsk bevidsthed'. Teorien var kompliceret, men facit var enkelt: De pågældende kendte ikke deres egne interesser. Andre - det vil sige den revolutionære fortrop - måtte derfor dels fastslå, hvad deres interesser var, dels varetage dem for dem. Manøvren er naturligvis noget arrogant plattenslageri, uanset hvordan man forklæder den. Og den bliver kun endnu mere provokerende, når den anvendes på et konkret menneske, der er både voksent, tænkende og talende. Uanset hvad vedkommende siger, så ved ideologerne bedre. DET ER dette platte greb, som en gruppe kvinder, der kalder sig Kvinder for Frihed, har taget i anvendelse over for DR 2's nye studievært Asmaa Abdol-Hamid. De vil ikke se hende på skærmen, fordi hun efter deres mening reklamerer for kvindeundertrykkelse ved af religiøse årsager at være iført et tørklæde. Nu skulle man tro, at det var en menneskeret at vælge sin egen hovedbeklædning. Men selv hvis man går ind på kritikernes undertrykkende tankegang, hvad det angår, så er det usædvanlig groft, at de fuldstændig ignorerer hendes eget udsagn om, at hun frivilligt har valgt både sin religion og sin hovedbeklædning. Nu repræsenterer Kvinder for Frihed ikke meget andet end en håndfuld af de islamhadere, der desværre får mere og mere plads i medierne for tiden. Men når også et liberalt og frisindet menneske som Naser Khader, der netop har lagt sin ambition om at blive integrationsminister åbent frem, nægter at medvirke i Asmaa Abdol-Hamids program, fordi hun ikke trykker mænd i hånden, bliver man forstemt. Integration drejer sig om at få forskellige mennesker til at leve sammen. Hvis forudsætningen for at kunne komme i fjernsynet i Danmark er, at man ikke er religiøs muslim, hvor er så den religionsfrihed henne, som i det mindste Udenrigsministeriet reklamerer så meget for for tiden? Det er vel ikke assimilationsminister, Naser Khader vil være?

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her