»Jeg vil ikke stå og sige som Helle Thorning, at hun kan slå Fogh – men vi kan slå de gule!«.

Sådan sagde Harald Børsting i sin brandtale på LO’s kongres i 2007, da han blev LO’s nye formand.

Men siden har der ikke været meget vinderattitude over LO-formanden. LO har mistet 135.000 medlemmer, og ’de gule fagforeninger’ er gået frem. Dermed er den store LO- rutsjetur, som begyndte i 1990’erne, bare fortsat og fortsat.

LÆS OGSÅMedlemsflugten fra LO skyldes kontingentet

At LO har et problem, står uden for diskussion. Men det har vi også som samfund. Det er nemlig den danske aftalemodel, der står og vakler med LO-fagbevægelsens medlemskrise.

En af Danmarks styrker er det gennemorganiserede arbejdsmarked, som de misunder os i udlandet, hvor ragnarok og strejker hører til dagens uorden. Derfor er danske arbejdsgivere vilde med en stærk modpart, man kan indgå holdbare aftaler med. Og det kan man ikke med ’de gule’, som slet ikke forhandler overenskomster.

Politikerne har også brug for en stærk fagbevægelse. At der siden 1980’erne har været en fælles forståelse mellem politikere og fagbevægelse om, at jobfest er bedre end lønfest, kan ikke overvurderes.

Og når pensionsbomben er demonteret i Danmark, skyldes det aftalerne om arbejdsmarkedspensioner mellem fagbevægelsen og regeringen i 1990’erne. Næste stop er trepartsforhandlingerne med S-R-SF-regeringen og arbejdsgiverne.

LÆS OGSÅThorning byder op til dans mellem tre

Uden en stærk fagbevægelse ingen stærk samfundsøkonomi. Så enkelt er det. Derfor er vi mange, der har en interesse i, at fagbevægelsen kan tiltrække medlemmer og sikre sin legitimitet. Ingen har sagt, at det er nemt. Og slet ikke i individualismens tidsalder.

Men fagbevægelsen skal blive langt bedre til at kommunikere – især med de unge. Man må også reorganisere sig for at komme tættere på medlemmerne. Og så kommer man næppe uden om effektiviseringer og lavere kontingenter.

Fagbevægelsen må ind i kampen.

For sin egen skyld. Og for hele samfundets.