Det kræver ingen doktorgrad i økonomi at forstå, at mere end hver anden borger på overførselsindkomst er uholdbart. 2011 blev året, hvor balancen tippede, og andelen af offentligt forsørgede udgør nu flertallet i Danmark.

Heldigvis blev 2011 også året, hvor det på rekordtid lykkedes at gøre op med efterlønstabuet – og på 355 dage få vendt stemningen og vedtaget en ny tilbagetrækningsreform. Dermed vil færre midaldrende gå alt for tidligt på pension i årene fremover.

Med sin nytårstale for under et år siden fik daværende statsminister, Lars Løkke Rasmussen (V), sat en dagsorden, der langtfra er udtømt.

I de kommende år er der hårdt brug for også at endevende alle andre overførselsydelser, så flere borgere i det mindste kommer til at stå til rådighed for arbejdsmarkedet. At rykke folk væk fra passiv forsørgelse er og bliver første forudsætning for, at flertallet igen kan komme i job.

Men reformer, der øger arbejdsudbuddet, er langtfra nok. Den største udfordring i 2012 bliver at skabe reelle arbejdspladser. Krisen har opløst 180.000 job, som næppe kommer igen. Og udsigterne er dystre.

Især antallet af ufaglærte job ventes at falde drastisk i de kommende år, hvor konkurrencen fra Asien og Østeuropa for alvor begynder at kunne mærkes i hverdagen.

Foreløbig har den nye regering ikke præsenteret mange nye initiativer, som kan skabe reelle job til de borgere, der nu ikke kommer på efterløn – og til alle dem, som må lære at leve med kortere dagpengeperioder og strammere aktiveringskrav.

På kalenderen for 2012 står dog oplistet en række forhandlinger, som i bedste fald kan være med til at sparke lidt liv i dansk økonomi – og samtidig give S-R-SF-regeringen en ny og bedre start. De største forhåbninger bør knytte sig til trepartsforhandlingerne, energiaftalen og den bebudede skattereform.

Kombinationen af mere fleksible arbejdstider, øget efteruddannelse, massiv omlægning til vedvarende energi og lavere skat på arbejde kan måske hjælpe gang i samfundsøkonomien, skønt ingen skal forvente, at de nye job kommer af sig selv.

Ligesom det lynhurtigt lykkedes Lars Løkke at skabe opbakning til en kontroversiel reform af arbejdsudbuddet, kan man kun håbe, at Helle Thorning-Schmidt tør kaste sig ud i den nye arbejdskamp med samme mod.

Hvis ikke antallet af overførselsindkomstmodtagere skal fortsætte med at vokse – blot på andre ydelser – må der hurtigst muligt sættes gang i en ambitiøs jobreform, der skal være mere vidtrækkende end efterlønsreformen.