Statsministeren fik fortalt sin historie. Det er vigtigt.

Den viser sig at handle om det land og den tid, vi kender. Og den havde en klar pointe, som er så ærkesocialdemokratisk, som velfærdsstaten selv: Vi kan, hvis vi vil.

Det forudsætter afsavn, flid og solidaritet. Men for enden af trængslerne venter ikke trældom under ubærlige skatter og snærende regulering, men tværtimod muligheder for udfoldelse, fremgang og virksomhed.

Det lykkedes Helle Thorning-Schmidt at få den pointe igennem, at velfærdsudviklingen har givet danskerne enestående stor frihed til at vælge. Og ikke – som nyliberale hævder – trælbundet dem under en offentlig sektor og et skattetryk, der for enhver pris må reduceres, før det kan blive godt igen.

LÆS OGSÅOppositionen: Thornings tale var for tam

Det er det rigtige afsæt for talens hovedbudskab: at krisen langtfra er ovre. Det var en bunden opgave at gøre op med al snak om, at vi snart er igennem, og at der ikke kan eller skal pålægges os flere byrder.

Det klædte statsministeren ikke at give flere gyldne løfter eller udstede garantier – andre end dem, der varslede hårde tider forude. Underskuddet skal ned. Konkurrenceevnen genoprettes. Og samtidig skal der skabes arbejdspladser, så vi kan holde beskæftigelsen oppe.

Det kalder på reformer, der går ind til benet af de dynamikker, der medvirker til at holde alt for mange uden for aktiv beskæftigelse.

Og statsministeren pegede med rette på førtidspension, kontanthjælp og skattesystemet som helt centrale områder, der skal underkastes et gennemgribende eftersyn for at få flere i arbejde og gøre vores offentlige økonomi mere robust.

Hun kunne også have nævnt arbejdsmarkedet og de kommende trepartsforhandlinger – men det turde hun ikke af frygt for det signal, det ville sende til de mellemliggende overenskomstforhandlinger.

LÆS OGSÅDokumentation: Læs hele Thornings tale

Men der var også meget andet, statsministeren ikke nævnte. Hun fik ikke forklaret, hvilke tiltag der skal forbedre konkurrenceevnen. Og hun fik slet ikke inddraget den afgørende præmis, at reformerne må og skal sikre solidariteten også med de kommende generationer blandt andet gennem gældsafvikling og en markant grøn satsning.

Helles historie endte i 2012. Det år, som regeringen håber bliver et vendepunkt.

Vi venter spændt på fortsættelsen. Den kunne passende handle om statsministerens vision for fremtidens Danmark og det konkrete indhold af regeringens reformprogram.