Folkekirkens feltpræster i Afghanistan har gjort det til fast praksis, at når danske soldater skal på patrulje eller operation, bliver de velsignet umiddelbart før afgang.

Præsterne lyser den gammeltestamentlige, 'aronitiske velsignelse (ikke den nytestamentlige, 'apostolske'), og det er blevet en del af ritualet, at korsets tegn følges af to bank på brystet og et sejrstegn.

Velsignelsens sidste ord, »Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred«, følges ofte af et kampråb.

Enhver kan gå på YouTube og se den video, en soldat har optaget af ritualet, og som TV-avisen kunne vise søndag aften i et fortjenstfuldt indslag: Det er en sammenblanding af krig og kristendom, som skriger til himlen.

Danske soldater fortjener sjælefred og velsignelse ligesom alle andre mennesker, og der er intet galt i, at folkekirken drager i felten og hjælper dem, som ønsker det.

Men med den praksis, der nu er afsløret, forsøger præsterne ikke blot at opildne soldaterne (en rolle, som alene tilkommer officererne) – de har føjet en helt ny velsignelse til den aronitiske og den apostolske: den 'afghanske'.

Så nu råder Den danske folkekirke over en særlig velsignelse for korsriddere.

Det er mørk middelalder, og hærprovst Thomas Hansen Beck lader ingen tvivl råde om, at det akkurat er meningen:

»Det er jo bare at slå sig på brystet, alle har jo set det, det forekommer i for eksempel ridderfilmen 'Braveheart', det er jo ganske harmløst. Det, man signalerer, det er, at I er i mit hjerte, og jeg tror, I vinder. Det ville være lidt tåbeligt at stå og sige som feltpræst, at jeg tror, I taber«.

LÆS OGSÅ USA beskyldt for tortur i afghansk fængsel

Med andre ord: Dette er et nyt ritual, det er tænkt som en ridderritual – og hærprovsten synes, det er helt harmløst. Han og hans præstekolleger i felten er blevet så inficeret af ti års dansk værdikamp og forherligelse af Danmark som krigsførende nation, at de ikke engang kan se problemet – hverken etisk, historisk, politisk eller teologisk.

Her ligger måske affærens værste aspekt: Så vidt er det kommet, så succesrig har værdikampen været.

Heldigvis har flere besindige biskopper straks råbt vagt i det teologiske gevær. Peter Skov-Jakobsen, som er Københavns biskop og dermed feltpræsternes foresatte, har tydeligt markeret, at den utilstedelige praksis må standse øjeblikkeligt.

Men hans krigslystne præster vil næppe overgive sig uden sværdslag, hvilket ikke er spor velsignet. Det er faktisk forbandet.