Nu har det franske parlament vedtaget en lov, der gør det kriminelt at benægte visse officielt anerkendte folkemord.

Landet har længe haft en lov mod benægtelse af Hitlertysklands mord på Europas jøder, men det kontroversielle ved den nye lov er, at drabene på armeniere i Det Ottomanske Rige under 1. Verdenskrig nu også falder ind under fransk lov.

Der blev dræbt mellem en og halvanden million tyrkiske armeniere i årene fra 1915 og frem, og benægter nogen dette ’folkedrab’, risikerer de op til et års fængsel og bøde på op til 45.000 euro.

Tyrkiet har protesteret voldsomt imod loven og vil iværksætte en række sanktioner imod Frankrig, så snart loven er blevet underskrevet af præsident Nicolas Sarkozy.

LÆS OGSÅTyrkiet truer Frankrig med gengældelse efter vedtagelse af ny lov

Det absurde er, at mens Frankrig nu forbyder benægtelse af det armenske folkedrab, forbyder Tyrkiet anerkendelse af det. Begge dele er lige forkerte.

Som en lang række franske historikere, men også fremtrædende tyrkiske armeniere har gjort opmærksom på de senere uger, er det mere end problematisk at gøre synet på historien til et lovgivningsanliggende.

Nu er det blevet farligt for enhver fransk historiker at forske i de tyrkiske armenieres skæbne, og hvad gavner det armenierne eller deres efterkommere?

Hvis historien bliver politisk kastebold, sådan som den nu tydeligvis er blevet i den tidlige franske præsidentvalgkamp, formindskes forskningen, i takt med at polemikken forstærkes.

Allerede lovgivningen imod benægtelse af holocaust var problematisk, og dét til trods for at der var og er brug for at bremse en antisemitisme, der bruger benægtelse af nazisternes forbrydelser som et af sine instrumenter.

Men det har vist sig, at almindelig lovgivning mod racisme har kunnet ramme denne form for giftig brug af historien, mens egentlig lovgivning om, hvordan historien skal forstås, huskes og beskrives, og med hvilke specifikke ord, kun fører ud i ahistorisk politisk polemik, der slet ikke handler om fortiden, men om nutiden.

Det er ikke statens anliggende, hverken i Tyrkiet, Frankrig eller Danmark, at lovgive om synet på historien. Den aktuelle strid mellem to Nato-lande om forbrydelser, der er foregået for 100 år siden, gør armenierne til kastebold i aktuelle kampe.

Men historien har vi alle lod og del i. Og fornægter nogen, hvad der er sket, skal de imødegås med forskning, dokumentation og argumenter. Ikke med lov og magt.

bb