Mandag nat vedtog 25 af EU’s 27 ledere den finanspagt, de håber vil bringe eurozonen et skridt længere væk fra afgrunden.

Samtidig tiltrådte de alle en erklæring om vækst og arbejdspladser. Begge vil blive kritiseret, både for hvad de indeholder, og for hvad de ikke indeholder.

Finanspagten går i kort form ud på, at de enkelte lande forpligter sig til at indføre national lovgivning, der sætter faste grænser for statens underskud og gældsættelse. Det nye ligger mere i formaliteterne end i kravene. For eurolandene betyder det, at EU kan skride ind, hvis de bryder den aftalte disciplin.

For de ikkeeurolande, der tiltræder pagten, betyder det, at de kan blive straffet, hvis de ikke indfører den budgetlovgivning, som pagten kræver. Er den først indført, vil resten være op til de enkelte landes retsmaskinerier.

For Danmark betyder det i praksis, at en budgetlov skal vedtages som et politisk forlig med et bredt flertal hen over midten.

Den finansielle disciplin sigter ikke mod øjeblikkelige ændringer. Det er snarere en aftale om at bevæge sig gradvis hen mod målet om en fælles disciplin, og der vil for de enkelte lande ligge megen politik gemt i spørgsmålet om, hvordan og hvor hurtigt de kommer derhen.

Få tror på, at aftalen i sig selv vil løse eurolandenes problemer. Og aftalen er udsat for hård kritik fra mange, ikke mindst socialister og socialdemokrater, på grund af sit manglende fokus på vækst og jobskabelse.

Med foruroligende høj arbejdsløshed og især skræmmende ungdomsarbejdsløshed i mange sydeuropæiske lande er der en stor politisk regning at betale for stats- og regeringschefer, der synes at bekymre sig mere om budgetdisciplin end om at skabe job til en generation af unge europæere, der er i akut fare for at blive tabt.

LÆS OGSÅFakta: Her er EU's finanspagt

Det er derfor, EU-topmødet også vedtog en erklæring om vækst og arbejdspladser. Men der er hverken efterspørgsel, vækst eller job i erklæringen, som ikke rummer tiltag, der har udsigt til at forbedre situationen for Europas arbejdsløse.

For Tyskland er disciplinen en afgørende betingelse for at øge den efterspørgsel, der kan være med til at sætte gang i den nødvendige omstilling i Europa og hjælpe de gældstyngede lande i Sydeuropa tilbage på sporet.

Men der er ingen garanti for, at hjælpen ikke kommer for sent. Og så bliver det først rigtig slemt, både i Sydeuropa, i Tyskland – og i landene omkring eurozonen.

Regeringen og Venstre har fra begyndelsen stilet efter, at Danmark tiltræder pagten, men opretholder euroforbeholdet. Sådan må det være, også fordi det giver Danmark mulighed for at holde sig mindst lige så tæt som i dag på de afgørende beslutninger.

Så meget desto vigtigere er det, at regeringen fremstår som utrættelig fortaler for, at stabilitetspagten følges op af en slagkraftig grøn reform og vækstpolitik. Ellers er der ikke megen udsigt til, at den medicin, vi nu tager i fællesskab, virker.