USA og Nato er begyndt at tale om, at de allierede styrker vil trække sig tilbage fra frontlinjerne i Afghanistan allerede næste år.

I takt med at kampstyrkerne drosles ned, vil hovedvægten blive lagt på uddannelse og træning af lokale enheder.

Baggrunden er ikke, at de afghanske sikkerhedsstyrker vurderes at være klar. Den er, at de aldrig bliver det, hvis ikke ansvaret meget snart overlades til dem.

Det er en fatal illusion, at Nato kan løse Afghanistans problemer. Og en selvovervurderende vildfarelse, at vi ved bedst. Men Nato kan og Nato skal understøtte den afghanske regerings egne løsninger.

På vej ud vil Nato gøre en ekstra indsats for at træne afghanske styrker, så de kan løse den opgave, Nato efterlader. Det bliver ikke let, og det er sandsynligt, at regeringen i Kabul kommer til at indgå en eller anden form for kompromis med Taleban, der kontrollerer store dele af de sydlige provinser.

Det behøver ikke betyde, at al-Qaeda kommer tilbage. Men vi kommer til at efterlade en situation, der mere ligner et nederlag end en sejr, og som under alle omstændigheder vil ligge meget langt fra de oprindelige mål.

Det er svært at anvise et alternativ til den træningsindsats, der vil stå i centrum i de sidste måneder, hvor også danske styrker opererer i Afghanistan.

Men der er grund til at gå til opgaven uden illusioner om, hvad den indebærer:

De sikkerhedsstyrker, vi vil skulle uddanne, er kun i et vist omfang loyale over for den afghanske regering. Mange vil have direkte og indirekte bånd til lokale magthavere, hvis indbyrdes stridigheder og magtkampe – bl.a. om det lukrative narkomarked – vil være en del af de lokale styrkers virkelighed. Man må regne med, at disse dagsordner også vil indgå, når lokale styrker vælger missioner og mål.

Derfor er det langtfra indlysende, at danske styrker skal tage skridtet fra at træne og oplære lokale enheder til også at deltage i operationer sammen med disse styrker.

Selv om danske instruktører, der følger afghanske enheder med ud i kamp, ikke tænkes at være med fremme i forreste linje, vil deltagelsen indebære en stor risiko. Det gælder både faren for, at enkelte afghanske soldater vender deres våben mod vestlige instruktører, sådan som det i den seneste tid er sket flere gange. Og faren for, at danske soldater kommer til at deltage i aktioner, de ikke burde være med i.

De farer undgår vi bedst, hvis danske styrker holder sig til træning og fra at indgå i operationelle afghanske enheder.