De syriske oprørere marcherer under en ny parole: ’Vredens uge’.

Vreden retter sig mod den omverden, der ikke griber ind og standser regimets omsiggribende vold. Og den retter sig især mod Kina og Rusland, der i weekenden blokerede den resolution i FN’s Sikkerhedsråd, som de arabiske lande bakkede op.

Oprøret får stadig bredere støtte flere steder i det uroprægede land. Sikkerhedsstyrkerne virker desperate og sætter tungere og tungere våben ind. Senest er tætbefolkede bydele beskudt med morterer.

Selv om der endnu forekommer fredelige demonstrationer, tager den væbnede modstand til, og bevæbnede oprørsgrupper udfordrer nu åbenlyst præsident Assads styrker i regimets højborge, Damaskus og Aleppo.

Tabstallene stiger i takt med brutaliteten, og der hersker i dag reelt en tilstand af borgerkrig. Regimet synes knap at tro på sin egen overlevelse. En yderligere optrapning af volden synes lige så uundgåelig som regimets fald.

LÆS OGSÅRusland: Assad er klar til dialog

Præsident Assad har få – om nogen – venner tilbage internationalt. Men han har stadig i Kina og Rusland beskyttere, som henviser til, at FN-resolutionen ville være indblanding i Syriens indre anliggender.

Begge siger, at der må findes en forhandlet løsning, men regimet har desværre for længst druknet det perspektiv i blod.

Selv om den russiske udenrigsminister fulgte op på sit lands veto med et besøg hos præsident Assad, som han i går forlod med luftige antydninger af, at Rusland ville medvirke til direkte forhandlinger mellem Assad og oprørerne, er der intet, der tyder på, at forhandlinger endsige kompromis er inden for rækkevidde.

USA har nu lukket sin ambassade af sikkerhedsgrunde, både på grund af dens centrale placering og af frygt for, at regimet ikke kan eller ikke vil beskytte de udsendte diplomater. Samtidig har fem af de største EU-lande kaldt deres ambassadører hjem til konsultationer.

Spørgsmålet melder sig naturligvis, om Danmark skal følge trop. For en hjemkaldelse taler både sikkerheden og signalet. Mod at det kan være vigtigt – ikke mindst for EU’s formandsland – at opretholde en diplomatisk tilstedeværelse i landet så længe som muligt.

Det er en afvejning, regeringen i sidste ende må foretage, og et ansvar, den må bære.

LÆS OGSÅSøvndal fastholder dansk Syrien-ambassadør

Men der må ikke et øjeblik herske tvivl om, at Danmark og EU nu ser frem mod den fremtid, hvor det nuværende regime er faldet under vægten af sin egen voldsudøvelse, og hvor Syriens Nationalråd – forhåbentlig – i en overgangsperiode har grebet tøjlerne.

Trods alle indbyrdes modsætninger og vanskelighederne med at skabe fodslag mellem de mange forskellige oprørsgrupper og oppositionelle i ind- og udland, er Nationalrådet det eneste troværdige samlingspunkt for oprøret og dermed også det syriske folks legitime talerør.

Det er den kontakt til Syriens fremtid, der er afgørende for beslutningen om, hvornår også Danmarks ambassadør skal kaldes hjem.