Det var en foreløbig kulmination på konflikten mellem Kommunernes Landsforening (KL) og Danmarks Lærerforening, da sidstnævnte i går holdt ekstraordinær kongres.

KL har dristet sig til at anklage lærerne for at bruge for lidt tid på undervisning, hvilket har vakt harme. Kodeordet for lærerne er kvalitet i undervisningen. På den anden side handler KL’s kritik om kvantitet, altså flere undervisningstimer.

LÆS MERELærerforening hasteindkalder til kongres efter kommuners angreb

Der burde egentlig ikke være nogen modsætning mellem de to, men KL og Lærerforeningen taler forbi hinanden, og det er ikke noget godt tegn, at de, som skal lære vores børn at forstå verden og hinanden, åbenbart har svært ved selv at kommunikere meningsfuldt.

Men det er forståeligt, at det er kommet til en konflikt på skoleområdet, der gennem de sidste 10 år har været martret af et centralistisk kontrolhysteri, som er til mere skade end gavn.

Siden Pisa-undersøgelserne satte alle alarmer i gang i den danske skole, er der blevet gået hårdt til værks for at få de danske børn til at blive bedre til at læse og skrive. Fra politisk side har man ikke holdt sig tilbage med at indføre et kæmpemæssigt periodisk system af elevplaner og tvungne indrapporteringer.

Det har nok reddet nogle elever fra at ’falde igennem’, men det har også fået administrationen af skolen til at svulme op.

Når der er strid om antallet af undervisningstimer, handler det ikke mindst om, at alt for mange lærere tilbringer skoledagen ved et skrivebord i stedet for ved katederet. I bureaukratiets kølvand er der opstået en undergrundsøkonomi, hvor der handles med timer, sådan at nogle lærere svinger pegepinden for fuld skrue, mens andre får musearm af at udfylde skemaer.

LÆS OGSÅKL: En times ekstra undervisning vil udløse lille milliard kroner

Det er ikke noget urimeligt krav, at lærerne skal undervise mere end de 39 procent af deres arbejdstid, som de gør nu, og at det sker inden for de rammer, som allerede eksisterer. Men det er afgørende, at man fra regeringens side går forrest i arbejdet for en bedre folkeskole ved at aflive det bureaukratiske monster, som er blevet skabt.

I Canada har de haft succes med at skabe større tillid til den enkelte skole og lærer og styrke de lokale skoleledelser. På den måde er det lykkedes at reducere afstanden mellem de svageste og de bedste elever.

Sammen med faglig professionalisme kunne det være skridt mod en skole, som også ruster danske børn til fremtiden.