Rigtige venner ser ikke passivt til, at andre bliver overfaldet eller dræbt.

Det bør Syriens heller ikke. Derfor er det indlysende, at udenrigsminister Villy Søvndal i næste uge tager til Tunesien og slutter Danmark til kredsen af ’Syriens venner’, som ikke opgiver at hjælpe nødstedte syrere, fordi Rusland og Kina i FN’s Sikkerhedsråd har nedlagt veto mod et stærkere FN-pres.

Syrerne er med FN’s generalsekretær, Ban Ki-moons, ord udsat for en »rædselsvækkende brutalitet« – eller, som Søvndal sagde onsdag i Europaparlamentet, »for en brutal militærmaskine«.

FN opgav for halvanden måned siden at tælle antallet af civile dødsofre, da det rundede 5.400.

Søvndal har ret i, at EU må støtte Den Arabiske Ligas krav om, at Assaddiktaturet indstiller sine blodige overgreb. At diktaturet trækker sine våben ud af de syriske byer. At titusinder af politiske fanger sættes fri. At der indsættes uafhængige observatører, og at medier får adgang til at dække udviklingen i Syrien.

LÆS OGSÅRegeringen har bred opbakning til deltagelse i 'Syriens venner'

Når den russiske udenrigsminister tolker det, som om Den Arabiske Liga og EU kræver Assad afsat, bør han have ret. Det er nødvendigt. Assad har aldrig haft ret til magten. Nu har han også misrøgtet sit ansvar og svigtet sit land.

Syriens venner bør ikke alene forstærke det økonomiske og politiske pres på Assads regime. De bør gøre diktaturets ledere klart, at de kan stilles for Den Internationale Straffedomstol. Og de bør søge Iraks hjælp til, at den irakisk-syriske grænse ikke vil tillade irakiske ekstremister at blande sig i den syriske tragedie.

Syrerne har brug for hjælp til at komme fri af diktaturets hårrejsende overgreb. Oppositionen beder ikke om en militær intervention som i Libyen, hvilket både Den Arabiske Liga og Vesten også håber at undgå en anmodning om.

Men den syriske opposition vil måske i Tunesien bede om en ’humanitær korridor’, der kan sikre indførelsen af fødevarer, medicin og anden nødhjælp til kriseramte syriske byer.

Det lyder lige så politisk rigtigt som militært risikabelt og er derfor ikke en operation, der kan vedtages i en politisk håndevending uden sikkerhed for, at det ikke trækker Syrien og os andre ud i mere krig, hvor syrerne regulært har brug for mindre.

Selv om Assad burde straffes, vil syrerne have større interesse i en Yemenløsning end en libysk – altså at den blodbesudlede diktator får lov at slippe, til gengæld for at landet slipper for ham.

Det haster.