To små spørgsmål – for nemme til at optræde i en Pisa-test: Er vi i en økonomisk krise? Skylder vi løntilbageholdenhed?

Her er, hvad direktøren for Nordea, Christian Clausen, sagde 25. januar til Børsen: »Der er ingen kære mor. Der er bevilget alt for store lønstigninger i Danmark i alt for lang tid. Derfor er konkurrenceevnen for svag«.

Nu viser det sig, at Christian Clausen har fået en lønstigning på lige ved 4 millioner kroner i det forgangne år. Samtidig er hans pensionsopsparing oppe på 86 millioner.

Vi kender automatsvaret: Hvis bankerne skal sikre sig ordentlige folk i ledelsen, er de nødt til at betale markedsprisen …

Derfor fik den nu afgåede Danske Bank-chef, Peter Straarup, i sit sidste år også en lønstigning på 3,2 millioner kroner til 12,4 millioner kroner.

SKRIVEr store lønstigninger til cheferne rimelige?

Grådighed? Det vil vi aldrig påstå. Er vi misundelige? Nej, men vi aner en tvivlsom dømmekraft.

Ville Nordea miste Clausen, hvis man ikke satte endnu fire millioner ind på hans konto? Og vil Clausen i ramme alvor hævde, at han var skredet, hvis han ikke fik denne ’lønjustering’?

Ledelse er også kommunikation, selv i en bank. Og det ledelsesskøn, der her udvises af bestyrelsen og dens direktion, afslører mangel på rettidig omhu.

Det er kun et par uger siden, at de 55.000 ansatte i landets banker sagde ja til at nøjes med en lønstigning på én procent i de to kommende år.

Den tilbageholdenhed, de bankansatte her udviser, står i skærende kontrast til det flottenheimeri, som bestyrelserne lader deres topchefer excellere i.

Det er synd at sige, at banksektorens faglige jugement har imponeret de seneste år.

Det var formentlig baggrunden for, at det så formfuldendt blev anført ved indbydelsen til Straarups afskedsreception, at »gaver frabedes«.

Det burde også gælde, når bankers bestyrelser og direktioner værdifastsætter sig selv.

Det er private penge, jovist. Men det er også betroede midler. Det fordrer i krisetid både omhu og tilbageholdenhed ved alle kasser, inklusive ledelsens.