Oprindeligt drømte SF’erne om at trække Socialdemokraterne lidt til venstre. Men det modsatte er sket.

I dag er de to partier praktisk talt fusioneret: SF kan ikke længere skelnes ideologisk fra det store gamle arbejderparti – og de to partiers samlede vælgertilslutning er efterhånden lavere end Socialdemokraternes bundniveau gennem hele efterkrigstiden.

Til gengæld har SF’erne udvist en kompromisvilje, som danner grundlaget for regeringssamarbejdet og har muliggjort bruddet med de senere års ensidige blokpolitik.

Det er ene og alene SF’ernes nye manøvredygtighed, som har genoplivet det samarbejdende folkestyre – og åbnet for brede forlig og tiltrængte økonomiske reformer, der tilmed tegner til at blive mere socialt afbalancerede. Hvis personfnidderet op til partiets landsmøde om ti dage lægges til side, er der grund til at rose SF’ernes mod til at søge resultater. Partiets forvandling har ændret dansk politik for bestandigt.

Venstrefløjen kan ikke længere blot afskrives som kværulanter.

Men den højere retfærdighed styrer ikke i politik: Partier belønnes ikke ens. Da Venstre i slutningen af 1990’erne af taktiske årsager kopierede en række socialdemokratiske velfærdsslogans, kvitterede vælgerne og stemte Anders Fogh Rasmussen ind som statsminister i 2001.

I de senere år har SF forsøgt sig med samme model, blot fra den modsatte side. Med Villy Søvndal i spidsen har folkesocialisterne taget et herresving mod højre og direkte ind i ministerkontorerne. Men vælgerne er ikke fulgt med – tværtimod.

I et historisk perspektiv har SF ellers altid arbejdet for at komme med i regering – gerne på bekostning af luftige idealer – og Søvndals højredrejning er hverken større eller mindre end Foghs tilpasning.

SF kan endnu ikke prale af markante landvindinger. Foreløbigt er det småt med indflydelsen. Men frem for kun at latterliggøre de opløsningstruede SF’ere er det værd at minde om, at Det Radikale Venstre og Socialdemokraterne regerer på folkesocialisternes pragmatisme.

At vælgerne ikke belønner SF’ernes nye socialrealisme, ændrer ikke på, at partiet har æren for, at Danmark nu – potentielt – kan regeres mere afbalanceret og bæredygtigt. Det er faktisk ikke en lille bedrift.

Siden socialdemokraten Per Hækkerup talte om, at SF skulle »under ansvarets åg«, har kritikerne forventet, at folkesocialisterne hurtigt ville bryde sammen i regering. Men SF kan stadig bære – ikke mindst stemmer til reformer, som få andre partier ville have haft modet til.

ltm