Danske museer er parate til forårssæsonen.

Mange vil forhåbentlig benytte sig af gode tilbud og samtidig hæve det lave besøgstal, som er et af samtidskunstens store problemer. En Kronik i går peger på, at grunden til publikums svigt er manglen på kulturel opdragelse.

Den ungdomsgeneration, som ikke besøger for eksempel Charlottenborg, er dem, som aldrig i løbet af deres skoletid har været i teatret, til koncert eller på kunstudstilling.

Folkeskolen er de sidste 10 år blevet mere boglig. Vores børn starter i skole et år tidligere end før, og der er tale om mere sprogindlæring ned i børnehavealderen. Det har været vigtigt at ruste Danmark til voksende konkurrence med markeder i for eksempel Asien.

Og det har været nødvendigt at sikre, at færrest mulige faldt igennem systemet uden sprogfærdigheder. Prisen har været, at fag som billedkunst og musik fylder mindre. Samtidig er mange små biblioteker lukket.

Kultur er blevet noget, man kan lave i fritiden, og mange børn bliver slet ikke introduceret til kunstoplevelser, medmindre deres forældre sørger for det.

Men der kræves en særlig bæredygtighed inden for kulturens område, og tilgængeligheden er afgørende for vores offentlige kulturliv. Ansvaret er ikke alene familiens. Det er 50 år siden, at Kulturministeriet udsprang af Undervisningsministeriet, og de har begge et ansvar for, at der er gang i det kulturelle kredsløb.

Fra 00’ernes kulturkamp var den danske kulturkanon et forsøg på at fokusere på kultur som en fast del af opdragelsen. Men det har ikke styrket kulturen at opliste den som et øvehæfte, der kan hakkes af ved nationale test.

Tværtimod har det vist sig, at den politik har frataget mange unge både den kreativitet, vi skal leve af, og lysten til at opsøge dansk kunst.

At gentænke den kreative del af opvæksten blandt danske børn og unge ville i første omgang være uden vækstpotentiale. Men vi har brug for den styrke og indsigt, kunsten befordrer.

Ikke nødvendigvis som verdensklasse, men bare i en helt almindelig klasse. Kunsten er en af de kulturelle beholdere, hvor vi kan hente kraft til at takle de problemer, udviklingen giver os. Gerne ved at passere helt uden om dem og pege på nye måder at leve på.

Vi må ikke miste den leg, som barnets kreativitet beriger hele vores samfund med. Lad os i stedet værdsætte den, som H.C. Andersen gjorde. Han er trods alt den mest globale dansker, der findes.

ceb