Isoleret set har Villy Søvndals ledelse af SF været en betydelig succes.

Partiets meningsmålinger er, trods den seneste tids styrtdyk, nu nogenlunde enslydende med valgresultatet i 2005 på 6,0 procent, som Søvndal havde som udgangspunkt, da han overtog ledelsen fra Holger K. Nielsen.

Partiets medlemstal er eksploderet, og SFU er landets største politiske ungdomsorganisation.

Men først og fremmest har Villy Søvndal gennemført en systematisk professionalisering af partiet, der har bragt SF i regering for første gang nogensinde. Man kan begræde udviklingen, men i moderne politik er det blevet et afgørende succeskriterium, fordi meget magt reelt er flyttet fra Folketinget til statsadministrationen.

LÆS OGSÅ Tesfaye og Touborg vandt kampvalg om SF's næstformandspost

Alligevel er det helt klart, at Villy Søvndal i sidste ende vil blive målt på én ting: om hans SF nu også viser sig regeringsdueligt. Hvis projektet lykkes, vil SF i fremtiden automatisk blive regnet som en brik i spillet ved en regeringsdannelse på centrum-venstresiden.

Hvis det lider skibbrud, vil SF i al overskuelig fremtid blive regnet som en ustabil partner, der ikke kan bygges på.

Det er derfor ikke noget godt kammeratligt råd, når nogen mener, at SF må forlade regeringen for at kurere sine dårlige meningsmålinger. Her vil medicinen vise sig værre end sygdommen. Der er kun en vej, og det er fremad.

Villy Søvndal kaldte det selv et »vendepunkt« for SF, da han i går kunne gøre status over weekendens landsmøde. Det er måske vel optimistisk. Dette er nok nærmere afslutningen på begyndelsen af SF’s tilvænning til regeringsansvaret end det omvendte.

I weekenden bekræftede SF trods lidt støj Søvndals kurs ved at sende kritikere som Pernille Frahm ud på sidelinjen og kontroversielle forslag til hjørnespark.

LÆS OGSÅ Vragede brokkerøve: Ærligheden fældede os

Men i sidste ende er det SF’s ministerhold, der med et par undtagelser endnu ikke er trådt tilstrækkeligt i karakter, som bærer ansvaret for SF’s succes. Det gælder i særdeleshed Søvndal selv, der har haft adskillige fejlskud og snart skylder landet at koncentrere sig mere om situationen i Syrien end i S-togene.

Og så gælder det den nye landsledelse i partiet, der må modstå fristelsen til at opføre sig som et kontrolorgan for folkesocialismen, der gør det umuligt for Søvndal at regere. Det er ikke kun ministre og folketingsmedlemmer, som regeringsansvaret kræver ansvar af. Det tynger også på baglandet.

km