I 1510 udnævnte kong Hans den gode Henrik Krummedige til »øverste kaptajn og høvedsmand for alle kaptajner«.

Altså til admiralen, der skulle tage vare på majestætens skibe. Dermed havde Danmark officielt fået den flåde, som siden har spillet en afgørende rolle for at holde sammen på kongens riger og lande.

Der har været søveje nok at besejle.

Danmark har gennem hele sin lange historie bestået af landsdele spredt over store dele af verden, og flåden har gennem alle omskiftelser været bindeleddet mellem alt det, der tilsammen udgjorde kongeriget. Den har sikret forbindelsen med kolonier på Guldkysten, i Vestindien og Trankebar.

Den har understøttet opblomstringen af vores oversøiske handel og danske virksomheders aktiviteter overalt på kloden.

Den har været en arbejdsplads for talløse matroser, bådsmænd og rebslagere, en statsinstitution, der på godt og ondt har gjort hele rejsen med.

Det er også flåden, der helt op i vor tid har knyttet forbindelsen til de nordatlantiske rigsdele, Færøerne og Grønland, og indtil krigen også til Island. Og gennem de senere årtier har danske orlogsfartøjer deltaget i vigtige militære operationer.

Betyder det alt sammen noget? Eller skal vi lade vores viden om disse længst forsvundne sejlruter og højt besungne søslag gå tabt?

Svaret er tilsyneladende et bevidstløst ja. I sidste uge blev to af de i alt fire fastansatte forskere på Tøjhusmuseet og Orlogsmuseet fyret.

LÆS ARTIKELTøjhusmuseet fyrer vigtige forskere i militærhistorie

Der skal i stedet satses på formidling og publikumsbetjening. Ikke et ondt ord om nogen af delene. Men højt specialiseret faglig kompetence erstattes ikke let.

Har vi først givet afkald på at have denne indsigt, vil det tage årtier at bygge den op igen. Viden er ikke en gold genstand, der kan lægges til side og tages frem igen, når og hvis nogen igen begynder at interessere sig for den.

Den udspringer tværtimod af et levende engagement hos forskere, der i en ubrudt kæde giver den videre til nye generationer – som til gengæld stiller nye spørgsmål, der gør os klogere på, hvem vi er.

Vi lever i en omskiftelig tid. Kravene til omstilling og til besparelser bliver kun mere påtrængende. Der skal tænkes nyt. Og der skal prioriteres. Valget står mellem at udbygge ægte viden om vores historie og formidling af tidligere opfattelser. Valget burde ikke være svært.

Nutidens udfordringer er for store til, at vi kan tillade os at lade fortidens gå i glemmebogen.

bl