Misvæksten i Europa giver næring til ekstremister, fra venstre til det yderste højre.

Sådan har det været før, og sådan er det i dag, hvor Grækenland næppe bliver det sidste land, hvor yderligtgående partier vinder frem.

De hårde spareplaner, som regeringer i alle lande er ved at gennemføre, fremprovokerer modstand.

Den største fare for Europas demokratier er dog ikke de ekstreme yderfløjspartier i sig selv, fra nazister til anarkister. I krisetider kan lette og rene løsninger virke tillokkende på ellers besindige folk.

Desværre har de midtersøgende partier undervurderet den sociale protestbølge, som er skummet op i kølvandet på debatten om de tiltrængte reformer. Protesterne viser, at politikerne ikke har evnet at forklare og forankre de samfundsreformer, som Europa næppe kommer uden om – i en eller anden form.

LÆS OGSÅYderfløje stormer frem efter græsk valg

Ekstremisterne får for let ved at vokse frem, når regeringerne kortslutter debatten ved at ophøje deres politiske valg til uundgåelig nødvendighed, og dele af middelklassen samtidig ikke engang gider at stemme.

Der opstår et tomrum af apati, som ekstremister udfylder.

Det mest ulykkelige ved søndagens valg i Grækenland var således hverken, at nyfascisterne fra Gyldent Daggry eller kommunisterne vandt frem, men derimod, at valgdeltagelsen blev kritisk lav.

Middelklassen er ved at vende ryggen til demokratiets institutioner og de midtersøgende partier.

I det gamle Grækenland havde man et navn til sådanne typer: Idioterne var alle dem, der levede som uengagerede privatpersoner.

Truslen mod demokratiet i krisetider kommer fra idioterne i hele Europa, der ikke gider at deltage i debatten – og dermed overlader scenen til de yderligtgående partier, som måske ikke mobiliserer så mange, men til gengæld larmer vildt og voldsomt.

Så længe regeringsledere tager deres legitimitet for givet og nøjes med at begrunde spareplaner med teknisk ’nødvendighed’, vil de partier, der tilbyder alternativer, vinde frem.

Hvis Europas parlamenter ikke skal kapres af tosser, excentrikere og ballademagere, må de valgte politikere derfor til at erobre debatten tilbage – ved selv at turde fremlægge og diskutere reelle alternativer.

Valget i Grækenland er et dystert varsel om, at den økonomiske krise hurtigt kan føre politisk kaos med sig, hvis vælgerne ikke kan se sig selv i løsningerne.

Den samtidige succes for Frankrigs nye præsident, François Hollande, viser dog, at der findes mulige alternativer. Ekstremismen er ikke nødvendig.

ltm