Nato-topmødet i Chicago står i Afghanistans tegn. Det er der gode grunde til.

Alliancens exit fra krigen får stor betydning, både politisk, sikkerhedsmæssigt og humanitært. Det bliver mere end almindelig besværligt at komme af sted, og forholdet til Afghanistan og Pakistan vil i år fremover være en bullen tå i Nato’s støvle.

Set fra en dansk synsvinkel er topmødet samtidig en lejlighed til at tage næste skridt i omstillingen af forsvaret fra fortidens til fremtidens opgaver.

Politiken kunne mandag fortælle, at det var på direkte opfordring af præsident Obama, at regeringen op til topmødet vendte på en tallerken og meddelte, at Danmark nu alligevel vil genindtræde i det projekt, der skal udstyre Nato med fem ubemandede dronefly.

LÆS ARTIKELObama bad Thorning købe droner

Det er en rigtig beslutning. Avancerede dronefly er en del af fremtiden og spiller allerede en nøglerolle ikke mindst i grænselandet mellem Afghanistan og Pakistan.

Erfaringerne bekræfter, at der er al mulig grund til at drive sådanne projekter i fællesskab og opbygge fælles kapaciteter. Tænk blot på fadæsen med ’Tårnfalken’.

Det giver også Danmark et godt afsæt for aktivt at klargøre alliancens forpligtelse på, at sådanne våben anvendes inden for de internationale aftaler, der gælder krigsførelse. Dronerne må ikke åbne for Nato-operationer i en gråzone uden for den internationale retsorden.

Når forligspartierne om kort tid skal se på de betydelige besparelser, forsvaret står over for, bør fokus rettes mod de områder, hvor Danmark ikke har særlige forudsætninger eller interesser.

Irak og Afghanistan opmuntrer ikke til dansk deltagelse i nye ørkenkrige. Sådanne bliver næppe heller aktuelle i forsvarsforligets levetid, netop fordi også de store Nato-magter har gjort denne erkendelse.

Det er heller ikke oplagt, at Danmark har en tvingende interesse i at investere store summer i indkøb af verdens nyeste og mest avancerede jagerbombefly. Lad os beholde F-16 nogle år endnu og se tiden an.

Derimod er der andre områder, hvor udviklingen går hurtigt, og hvor Danmark har et helt særligt ansvar for stabiliserende tilstedeværelse.

Det gælder ikke mindst Arktis, hvor det både i forhold til rigsfællesskabet og til alliancen er oplagt for Danmark at følge Norges eksempel med en markant opprioritering af sin kapacitet – gerne i nært samvirke med nordmændene. Hovedvægten her er ikke militær, men strategisk og logistisk i et område, hvor Danmark har vigtige interesser på spil.

Et andet fremtidigt prioritetsområde bør være it- og datasikkerhed, eller cyberwar, hvor samfundets nationale og kommercielle interesser kan angribes og trues i alarmerende omfang.

Nato kæmper for at komme fri af fortidens fejlslagne landkriges morads. Danmark skal gøre sit til, at den kamp vindes.

bl