Præsident for Egypten – det lyder flot.

Egypten er trods alt den arabiske verdens mest folkerige samfund og det historisk mest dominerende.

Men den mand, der vinder det første ’frie’ præsidentvalg i Egypten, vil ikke kunne hvile på hverken stemmetal, laurbær eller sin fine titel. Han kan reelt behøve mirakler, som en af landets gamle forfattere, Mohammed al-Heykal, netop har sagt.

Valget, der begynder i dag, men først afsluttes ved en anden runde midt i juni, vil tiltrække sig enorm opmærksomhed.

LÆS ARTIKELRegeringsrokade i Kairo skal mindske uro

Vil egypterne vælge en islamist eller en verdslig leder til at rette deres forarmede samfund op? Det kan blive endnu mere afgørende, om præsidenten overhovedet vil være fri, eller om han skal operere i militærets lænker ...

Præsidenten kan få en gevaldig pondus alene ved at repræsentere egypternes vilje. Men han kan også vågne op til dramatisk snærende bånd, hvis militæret ikke agter at underlægge sig parlamentets og præsidentens beslutning.

Militæret vil undskylde sin fortsatte dominans og sin uvilje mod offentlig indsigt i militærets økonomi og privilegier med behovet for umiddelbar stabilitet. Det er en undskyldning, egypterne kender alt for godt.

Præsidenten vil være nødt til at insistere på, at Egypten hverken får stabilitet eller økonomisk og social udvikling, før militæret accepterer, at revolutionen på Tahrirpladsen sidste år gav demokratiet sejren.

Det militære diktatur har haft sin egen chance i seks årtier. Og det er dumpet – i sit selvskabte morads af økonomisk misrøgt, korruption og manglende social udvikling.

Egypterne har desperat behov for, at et nyt demokrati grundfæster sig, og at præsidenten og det folkevalgte parlament i Kairo giver dem håb om en bedre fremtid.

De savner beskæftigelse, boliger og frihed straks. De har også krav på en ny demokratisk forfatning og opbygningen af et nyt civilt samfund, hvor de kan stole på deres magthavere eller skifte dem ud. Det vil kræve mere end én afstemning.

Præsidenten vælges ganske grotesk uden at kende sine beføjelser eller sit fremtidige lovgrundlag.

Men hans virkelige styrke vil bygge på evnen til at identificere sig med sin befolknings velbegrundede frustrationer. Hans opgave bliver at omsætte dem i en fuldbyrdelse af den politiske revolution, der kun er begyndt, men langtfra afsluttet.

aj