Det kan være svært at hitte rede i den babyloniske forvirring, der hidtil har omgivet de trepartsforhandlinger, som regeringen og arbejdsmarkedets parter indleder i dag.

Feriedage, helligdage, løndumping, konkurrenceevne, ungdomsarbejdsløshed og andre begreber har i den seneste tid flydt rundt mellem hinanden, og de forskellige aktører positionerer sig forud for forhandlingerne med skrappe krav og truende vetoer. Med andre ord: Alt er, som det plejer.

Når finansminister Bjarne Corydon (S) nu langt om længe får sat sig til rette for enden af forhandlingsbordet, går arbejdet ind i en ny og forhåbentlig mere konkret fase, hvor parterne må vikle sig ud af den politiske kluddermor og skabe ansvarlige løsninger.

Det er klogt, at regeringen endte med at vælge en meget bred agenda for arbejdet, der rækker ud over de finanspolitiske målsætninger. Trepartsforhandlingerne er et politisk vindue til at bringe lønmodtagere, erhvervsliv og politikere sammen om en fælles dagsorden for Danmark.

Den kan kun skabes, hvis der er tilstrækkelig mange brikker på bordet til, at alle parter kan se sig selv i det endelige puslespil.

Nu må alle parter løfte ansvaret i fællesskab.

LÆS OGSÅLøkke: Vi betaler ikke blodpenge til fagbevægelsen

Gårsdagens ouverture til forhandlingerne demonstrerede desværre, at tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) endnu ikke har børstet bitterheden af sig over, at vælgerne smed ham ud af statsministerkontoret.

Efter et orienteringsmøde med statsminister Helle Thorning-Schmidt, sagde oppositionslederen, at han ikke vil medvirke til at betale »blodpenge til en fagbevægelse, der har støttet S og SF i valgkampen«.

Det er ikke en ansvarlig opposition værdigt at reducere ambitionen om en national samling om økonomien til en bitter hævnakt for valgnederlaget.

Lars Løkke Rasmussen er ved at køre sit parti helt ud til Liberal Alliance i højre grøftekant, hvor topskattelettelser er det eneste svar på landets udfordringer og fagforeninger åbenbart regnes for mafiaforetagender, der ikke skal have »blodpenge«, men bekæmpes.

Lars Løkke Rasmussen demonstrerede dermed den eneste egenskab, han i sin korte tid som statsminister fik vist, at han mestrer: at så splid og skabe ballade. Derfor ville han aldrig have kunnet samle samfundets grupper og skabe holdbare, langsigtede løsninger.

Foreløbig har hans afløser allerede klaret den opgave betydelig bedre.

km