Selv om forventningerne til onsdagens topmøde om vækst næsten var helt i bund, lykkedes det alligevel EU-lederne at skuffe.

EU’s handlingslammelse blev manifesteret i fire fiaskoer:

Det lykkedes ikke at kvæle den tåbelige snak om at presse Grækenland til at forlade euroen. Diskussionen risikerer nu at blive en selvopfyldende profeti, der ikke alene vil være katastrofal for grækerne, men for hele Europa.

Det lykkedes ikke at stabilisere den næste vaklende dominobrik i Europas krise: de spanske banker, der akut mangler kapital. Det truer med at støvsuge den slunkne spanske statskasse og trække hele Europa ned i et sort finansielt hul.

LÆS OGSÅFakta: Sådan kan EU's ledere skabe vækst

Det er formentlig kun et spørgsmål om tid, før EU-kassen må spæde til, men heller ikke her kunne lederne blive enige om at udvise rettidig omhu.

Det lykkedes heller ikke at nærme sig en aftale om fælles euroobligationer, der er det primære spørgsmål, der i øjeblikket splitter Tyskland og den nye franske præsident.

Det lykkedes heller ikke at konkretisere de dyre ord om den ’vækstpagt’, der skal supplere den stramme budgetdisciplin fra finanspagten.

Selv ikke mindre initiativer, som at skyde flere penge i Den Europæiske Investeringsbank, der kunne bruges til at investere i det kriseramte Sydeuropa, overlevede mødet med den politiske handlingslammelse i EU.

Det eneste lille resultat blev et hjørnespark: Politikerne vil tale videre på et møde i juni om mulighederne for at styrke den fælles finanspolitik og udstede euroobligationer. Men det er højst tvivlsomt, om det bliver til andet end snak.

Mødet i juni bliver også sidste chance for at markere det danske formandskab i den afgørende europæiske debat lige nu.

Hidtil er Helle Thorning-Schmidt i sit EU-formandskab blot fulgt med strømmen – især den, der udspringer fra den tyske kansler Merkel.

LÆS OGSÅ To års tradition er brudt: Merkel og Hollande dropper stævnemøde

Således har Thorning ligesom Merkel klogt justeret kursen mod mere vækst. Men det er stadig næsten umuligt at dechifrere, hvad den danske regering egentlig mener om f.eks. de fire ovennævnte spørgsmål.

I stedet reducerer statsministeren diskussionen til glatte fraser om, at »pengene skal passe«, eller nægter ligefrem at forholde sig til et centralt spørgsmål som euroobligationer.

Det danske formandskab har desværre ikke bidraget væsentligt til at reducere det politiske vakuum, der præger EU i de store økonomiske spørgsmål.

km