Annonce
Annonce
Annonce

Politiken mener

Ledende artikel i Dagbladet Politiken

Leder 27. maj. 2012 KL. 00.01

Skattereformen er et skridt i den rigtige retning

Udspillet fra S-R-SF vil ikke skrive sig ind i historiebøgerne for sit ambitionsniveau.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print
Politiken mener
Lederen er skrevet af et medlem af Politikens lederkollegium.

Endelig tager S-R-SF hul på et opgør med de dovne dogmer, der har præget skattedebatten i det seneste årti.

Ikke mindst boligområdet er præget af dybt ulogiske ordninger, som hverken giver mening ud fra borgerlige, socialistiske eller pragmatiske principper.

Hvem ville f.eks. kunne overbevise naboen om, at hun skal være med til at betale for dit lån? Sådan fungerer rentefradragsretten ikke desto mindre i dag. På besynderlig vis kan folk med stor privat gæld skubbe en del af regningen videre til andre.

Selv om udspillet til en ny skattereform, der officielt fremlægges på tirsdag, ikke vil skrive sig ind i historiebøgerne for sit ambitionsniveau, er det glædeligt, at S-R-SF foreslår en aftrapning af rentefradragsrenten – i forlængelse af de borgerliges Forårspakke fra 2009, hvor det blev besluttet at sænke rentefradragsretten med et procentpoint om året.

LÆS ARTIKEL Thorning er klar med sin store skatteplan

Selv om øget beskatning af boligejerne umiddelbart fremstår kontroversiel i den politiske debat på Christiansborg, er det et oplagt sted at begynde. Sammen med en øget bankskat kan der skabes rum for tiltrængte og mærkbare lettelser i indkomstskatten for de lavtlønnede.

Trods automatreaktionerne fra borgerlige politikere om »brandbeskatning« er sandheden, at selv Venstre og Konservative er enige i grundprincippet i skattereformen, nemlig at flytte skat fra aktivitet, der skaber værdi, og over til dødvægt.

VK-regeringen forsøgte sig med småjusteringer i 00’erne, men turde ikke for alvor omlægge skattesystemet i en mere intelligent retning, der måske kan skabe nye job.

Ambitionsniveauet er stadig den afgørende skillelinje, ikke principperne. Udspillet fra S-R-SF er et positivt skridt i den rigtige retning, skønt indkomstskattelettelsen er lille og loftet for rentefradrag for højt.

Hvis regeringen overhovedet kan finde flertal bag sin beskedne skattereform, bliver det forhåbentlig ikke den sidste i de næste år.

Danmark har nemlig brug for en langt mere ambitiøs skatteomlægning, der gør arbejde billigere, men ejerboliger og forurening dyrere – i form af højere ejendomsværdiskat og grønne afgifter. Retningen er dog rigtig.

Kun taktisk drilleri står i vejen for, at både Venstre og Enhedslisten bør kunne stemme for reformen.

ltm

Annoncer