Regeringen har tre krav, en skattereform skal opfylde:

Den skal gøre det mere attraktivt at arbejde. Den skal være fuldt finansieret. Og den skal være fordelingspolitisk afbalanceret.

Bag disse tre mål ligger et fjerde: Den skal også være med til at skabe øget beskæftigelse.

Udspillet er sammensat, så det samlet opnår alle de opstillede mål. Der er i høj grad tale om det måske muliges kunst, og når man ser på de enkelte forslag, er det let at ønske sig andet og mere.

Men skattereformer er ikke et tagselvbord, og det er altid uendelig meget lettere at samle brede flertal bag uddelingen af milde gaver. Når skatterne skal kradses ind, er verden fuld af folkevalgte, der mener, at pengene kan hentes alle mulige andre steder.

LÆS OGSÅThorning er klar med sin store skatteplan

Således også denne gang, hvor både Enhedslisten og den blå opposition himler op, som om regeringen lagde op til henholdsvis en nedslagtning af velfærden og brandbeskatning af de velstillede. Ingen af delene er tilfældet, og de foreslåede justeringer følger skattepolitikkens hævdvundne logik: langsom indfasning og bred fordeling.

Jo, de højeste indkomster kommer til at holde mest for – og dagpengemodtagere får nogle hundrede kroner mindre stigning, end de ellers ville have fået. Men nogen udplyndring er der ikke tale om, så længe regeringen sikrer, at dagpengene heller ikke på lang sigt udhules til et punkt, hvor arbejdsløshed bliver en social katastrofe.

Videreførelsen af den tidligere regerings udtynding af rentefradragsretten bliver fortsat på et tidspunkt, hvor renten er historisk lav, og hvor snart sagt alle boligejere i dag har lavere rentebyrde end forventet.

Det havde været bedre at gøre det ved at genindføre sammenhængen mellem en boligs værdi og beskatningen af den. Men det har flertallet desværre udelukket på forhånd.

Regeringen lægger også op til at følge sin forgængers praksis med at sukre pillen ved på forhånd at bruge de penge, som skattereformen skal skaffe til veje over de kommende år.

Derved skabes luft til investeringer i uddannelse og grøn omstilling – og en solid tilskyndelse til resten af Folketinget til at bide til bollen og gå ind i forhandlingerne for at nå et resultat, de kan støtte.

Bag de taktiske finter handler det om, hvorvidt Enhedslisten på den ene side og Venstre på den anden vil tage medansvar for en helhed, der omhyggeligt er afstemt, så den tilgodeser begge partier på afgørende punkter, men af samme grund er uappetitlig på andre. Det handler kort sagt om politik.

Vælgerne bør følge slagets gang og løfte blikket fra de nørdede beregninger, alle parter vil slynge om sig. Det afgørende er, hvem der vil være med til at sikre velfærdens finansiering – og hvem der ikke vil.

bl