Dagens historiske meningsmåling, der sender Socialdemokraterne ned på et uhørt lavt niveau under 17 procent, er det værst tænkelige udgangspunkt for de forestående treparts- og skatteforhandlinger.

Befolkningen har åbenlyst mistet tilliden til regeringen og statsministeren.

Det er klart, at S-R-SF havde et vanskeligt udgangspunkt. Den parlamentariske situation er sjældent grumset.

Der er p.t. intet fælles centrum-venstre-projekt at tage udgangspunkt i bortset fra regeringsgrundlagets kludetæppe, og regeringens parlamentariske grundlag i Enhedslisten er i på nogle punkter for politisk ustabile at bygge på.

Men ikke desto mindre må det konstateres, at regeringen ligger, som den har redt. Det er stort set umuligt at afkode, hvad regeringens strategi egentlig er. Den mest nærliggende forklaring er måske, at der ikke er nogen.

Selv om regeringen har præsenteret mange enkeltstående fornuftige forslag, er det ikke lykkedes at skabe en klar sammenhængende politisk linje.

Rød blok har efter valget virket samspilsramt, ligesom de fire partiledere hver især har været skuffende i rollerne som bærere af flertallets forhåbninger om en ny politik.

LÆS OGSÅChokmåling sender Socialdemokraterne til tælling

Helle Thorning-Schmidt er efter en famlende start aldrig rigtig trådt i karakter som regeringschef, og det er åbenlyst et af regeringens centrale problemer, at der ikke står synderlig respekt om statsministeren.

Margrethe Vestager har opført sig som en regering i regeringen, der kun er klar til at trække for det fælles projekt, så længe det foregår til en radikal grundrytme, og er iskold over for de problemer, hun dermed skaber for S og SF.

Villy Søvndal er forsvundet et sted i Udenrigsministeriets vidtstrakte gange, og når han i ny og næ dukker op, er det tydeligt, at han trods den formelle placering som nummer tre kun spiller en politisk birolle.

Og støttepartiets Johanne Schmidt-Nielsen har ikke indfriet valgkampens løfter om at levere et pragmatisk venstreorienteret samspil med regeringen, men stiller i tide og utide uvirkelige og ultimative krav, der aldrig vil kunne indfris, mens hun selv nægter at få beskidte fingre i det parlamentariske spil.

Nu er det på tide at rykke sammen. Hvis regeringsprojektet falder på gulvet, vil alle fire partiledere, uanset mandatforskydninger mellem de enkelte partier, stå tilbage som tabere, der svigtede vælgerne og sammen tabte det røde spisestel på gulvet.

Det flertal i befolkningen, der drømte om en anden vej, har krav på, at deres politikere viser, at den også er farbar.

km