Panikplaner har hidtil holdt sammen på den finansielle sektor i Europa.

Men kun med det yderste af neglene. Weekendens redningspakke til de spanske banker er kun det seneste eksempel – og vil næppe blive det sidste, hvis EU-landene ikke snart enes om en ny fælles bankunion.

Gældskrisen vil rulle videre, så længe det alt for tætte og farlige bånd mellem banker og statskasser ikke brydes.

Grundproblemet er, at alt for mange banker i Europa i dag er så gældstyngede, at de i praksis kun kan fungere, så længe statskasserne står på vid gab som garant i sidste instans. Altså så længe skatteyderne reelt hæfter for bankernes udlån.

Men skatteyderne kan og skal ikke hæfte for bankernes gæld. Af tre årsager:

Så længe statskasserne konstant får hældt bankgælden oveni i deres allerede høje offentlige gæld, er EU-landene ikke i stand til at frigøre tilstrækkeligt med ressourcer til tiltrængte investeringer i nye job; bankerne får også en risikabel tilskyndelse til fortsat at føre en uansvarlig udlånspolitik, når de ved, at de i sidste ende reddes af staterne; og endeligt er det socialt uretfærdigt og derfor demokratisk uholdbart, at alle borgere hæfter for en gæld, som de ikke selv har skabt.

Efter nogle år med lappeløsninger er det tid til en skilsmisse mellem bankerne og statskasserne.

Løsningen er at indføre en bankunion mellem EU-landene. EU-kommissionen arbejder allerede med et forslag om, at der etableres et langt skrappere og fælles banktilsyn.

LÆS OGSÅ Merkel vil have mere budgetunion

Målet er enkelt: Ingen banker i Europa skal længere tillades at have status som ’systemiske banker’; altså være så altomsluttende inden for de enkelte medlemslandes grænser, at de risikerer at udløse statsbankerot i deres hjemlande, hvis de krakker.

Gennem strammere regulering af udlån og krav til solvens må bankernes bringes tilbage til det punkt, hvor de kan klare sig selv – så det ikke længere er skatteyderne, men ejerne i form af aktionærerne, der står tilbage med tabene, hvis spekulative forretninger går helt galt.

Et velfungerende bankvæsen er af fundamental betydning for økonomierne i Europa, og dermed for alle borgeres jobmuligheder. Øget regulering af bankerne må og skal derfor ikke været drevet af hverken hævntørst, planøkonomi eller brødnid.

Men situationen kan ikke fortsætte som nu: Bankerne skal frigøres fra staten – og omvendt – så hele Europa ikke står og vakler med markedernes tillid til enkelte store banker.

En bankunion er akut tiltrængt og kan blive et første skridt væk fra den aktuelle tilstand af panik.